Spring ud!

Ahmad Mahmoud sprang først ud som 26-årig, efter at han i hele sin barndom, ungdom og begyndelsen af sit voksenliv havde undertrykt sin seksualitet.

Han gjorde det af frygt. Frygten for at være anderledes. Frygten for at miste sine nærmeste. Frygten for at blive udstødt. Frygten for at få tæsk. Frygten for at brænde op i Helvede. 
 

Men Ahmad sprang altså ud! Og det var ikke nemt. Slet ikke. Selvom det for ham – som for mange andre – skulle vise sig, at frygten for springet endte med at være større end selve springet. I dag kan både han og hans gode ven Andreas Ploug Tang Steffensen sagtens se de komiske sider ved deres livs afgørende øjeblik – og konstatere, at reaktioner kan spænde vidt.  

Hver tiende iblandt os

I folkemunde siger man, at omkring 10% af den danske befolkning er enten homoseksuelle, biseksuelle eller transkønnede, men det er generelt svært at sætte tal på, da mange ikke er åbne omkring deres seksualitet.

Og hvorfor er de ikke det? Vi bryster os jo som land af at være frisindede, tolerante og seksuelt frigjorte. Men på trods af det, så er det for mange en kæmpe udfordring og en utrolig svær beslutning at springe ud.

Saphinas dilemma

Sådan er det fx. for Saphina. Hun muslimsk baggrund og er panseksuel. Panseksuel betyder groft sagt, at hun ikke tillægger kønnet nogen betydning, når hun forelsker sig. Saphina er i øjeblikket kæreste med en kvinde.

Saphina optræder anonymt og under et andet navn, for hun tør ikke fortælle sine forældre om sit sande jeg. Hun er ret sikker på, at deres kærlighed ikke kan rumme det, og at hun vil blive lukket ud fra sin familie. 

Saphina drømmer om at tage opgøret med sin kulturelle baggrund, men tror ikke, at tankemønstrene i hendes forældres generation er til at ændre. 

De mange spring

Det er meget sjældent, at man kun skal springe ud en enkelt gang som LGBT+ person. Der er selvfølgelig den første gang. Måske over for familien. Så er der over for vennerne. Og på arbejdspladsen eller på studiet.

Men der er også et tidspunkt, hvor man skal springe ud over for sig selv. Som regel er det forbundet med en stor mængde tvivl at nå frem til erkendelsen af, hvad man egentlig er.

For Melanie Petersen, der er født som dreng, har tvivlen været en nærmest konstant del af barndommen og måske især den tidlige ungdom. Først troede hun, at hun var biseksuel. Så måtte hun konstatere, at hun nok nærmere var homoseksuel. For til sidst at indse, at hun i virkeligheden var transkønnet.

Melanie Petersen er vokset op i en lille by i nærheden af Roskilde, hvor inden andre var transkønnede, og havde ingen fortrolige at dele sine tanker med.  

Hendes forældre har accepteret hende som deres datter, selvom hun i mange år var deres søn, men sine venner må hun finde i København.

Melanie Petersen ønsker ikke at fortælle, hvilket drengenavn hun havde, før hun tog navnet Melanie. Hun omtaler sit drengenavn, som “det døde navn”. 

Kendt og LGBT+

Har vi som samfund krav på at kende andre menneskers seksualitet?

Søren Pape synes det ikke. Og det synes man heller ikke i foreningen LGBT Danmark.

Men samtidig er der et stort behov for at personer med en anden kønsidentitet eller seksualitet end normen er synlige, så det - måske – med tiden kan blive knapt så opsigtsvækkende og anderledes at være LGBT+ person. 

Søren Pape er formand for det Konservative Folkeparti og med egne ord først og fremmest konservativ og politiker. Dernæst er han homoseksuel.

Han fortalte først om sin seksualitet i offentligheden, da han fandt ud af, at en avis var på vej med historien. Så føltes det bedre at fortælle det selv først.

Søren Pape er forlovet og planlægger at blive viet i en dansk domkirke.

Foreningen LGBT+ Ungdom har lavet en større, landsdækkende undersøgelse af sundhed og trivsel blandt unge LGBT+ personer. I undersøgelsen har de blandt andet spurgt ind til, hvordan det er at være LGBT+ person, når man går i folkeskole og på gymnasiet.

Undersøgelsen bekræfter den oplevelse, som transkønnede Melanie Petersen har haft. 50% af unge transkønnede i gymnasiet holder deres seksualitet for sig selv. 

Nikolaj Laue Juhl er bestyrelsesmedlem i LGBT+ Ungdom, og har været med til at lave undersøgelsen. Find den her

Han blev selv mobbet så meget i i folkeskolen, at han ventede i fem år fra han vidste, at han var homoseksuel til han turde tale åbent om det. Fem år er en rigtig stor del af ens liv, når man er ung.

Det larmende spring

Ahmad Mahmoud fik aldrig muligheden for at springe ud som ung. Men da han som voksen endelig gjorde det, var det for fuld kraft. Først over for en veninde. Så over for familien - i syv omgange vel at mærke, da han fortalte det til sine brødre og søstre, og til sidst sin mor, enkeltvis. Hans afdøde far var, som hans mor påpegede, “heldigvis” gået bort, så faren slap for at opleve, at hans søn er homoseksuel.

Som en slags kronen på værket sprang Ahmad til sidst ud over for hele Danmark, da han blev præsenteret som homoseksuel i tv-programmet Deadline på DR.

Ahmad selvfølgelig ikke den eneste, der har sprunget meget offentligt ud. En del unge har på det seneste gjort det på YouTube og fra tid til anden snuser medierne sig frem til den altid ’sensationelle’ historie om en eller anden fremtrædende persons “seksuelle ståsted”.  

Her er det YouTuberen Julia Sofia, der springer ud efter Priden i 2018, som hun blev dybt inspireret af til at stå ved den, hun er.

Julia Sofia har på det her tidspunkt været en offentlig person i fem år, men aldrig talt om sin seksualitet. Og skal da også lige tage tilløb til at springe ud for åben skræm, fordi den del af hendes liv måske var det sidste, hun havde helt for sig selv og følte var mere privat end alt andet.

Hvorfor skal man overhoved ’springe ud’?

Ahmad Mahmoud undrer sig over, at LGBT+ personer overhoved skal ’springe ud’ – i stedet for at man bare lige så stille at kunne ’være’.

Ask Ulrich Petersen, som er forperson for LGBT Danmark, er enig, men erkender, at man ikke kan forlange, at folk generelt har styr på hele spektret indenfor LGBT+.

Han mener, det vil hjælpe alle, hvis vi som bred befolkning eksponeres mere for det, der stikker ud fra normen. Der er miljøer, hvor børn vokser op uden nogen sinde at møde bare en homoseksuel, og kun kender udtrykket ’bøsse’ som et skældsord.

Hvis børn fx.  allerede i folkeskolen fik mulighed for at lære om og møde andre slags køn og seksualiteter end den heteroseksuelle og det medfødte køn, og hvis man lod flere typer mennesker få roller i film, reklamer og litteratur, ville det måske ikke være så nødvendigt en dag at springe ud og italesætte, at nu er jeg ’sådan en’.

Ask Ulrich Petersen er forperson for LGBT Danmark. Han er selv homoseksuel og har været aktiv først i LGBT Ungdom og efterfølgende i LGBT Danmark siden 2009. 

Ask Ulrich Petersen kunne godt tænke sig, at vi kom derhen, hvor der ikke var brug for det ’magiske men’ som i: ”Det er fint, I er bøsser, men behøver I at kysse i det offentlige rum?”

Hvis alle fik lov til at være, som de er, og udtrykke det, de vil, uden at genere andre, har vi ikke længere brug for tolerance, mener Ask Ulrich Petersen.

Accepten af springet

Det er endnu ikke lykkedes Ahmad Mahmoud at få sin familie til at acceptere hans seksualitet. Faktisk vil de ikke have noget med ham at gøre.

Men Ahmad har en homoseksuel ven, Laeth, der har en muslimsk kulturel baggrund, der minder om Ahmads egen. Den helt store forskel er blot, at Laeth blevet accepteret af sin familie. Så det kan lade sig gøre, hvis viljen til at rumme er til stede.

Ahmad inviterer Laeths mor og søster til middag for at forstå, hvad det var der gjorde, at de - med samme kulturelle baggrund  - kunne rumme det, som Ahmads egen familie ikke kan. 

Fadia Ahmed og Lida Shir-Ali er henholdsvis mor og søster til Laeth Shir-Ali, der sprang ud som homoseksuel, da han var 23-år, og som nu bor sammen med sin kæreste.

Laeth er læge og næstforperson i Sabaah - en frivillig forening, der arbejder for at forbedre vilkårene for LGBT+ -personer med minoritetsetnisk baggrund.

Lige da Leath fortalte om sin seksualitet brød morens verden sammen, og fordømmelserne væltede ind over familien. Om noget fik det Fadia Ahmad til at stå op for sønnen og kærligheden til ham, som var den samme som før.

Retten til at være fri, glad og sig selv

Ahmad Mahmoud kæmper videre for, at der skal være plads til LGBT+ personer i blandt os, og for at det skal være almindeligt - eller faktisk - dybt uinteressant, hvilken seksuel orientering, man har.

For som han selv siger, “Vi er kommet langt, men det er vigtigt, at vi bliver ved med at udfordre tabuerne, at vi bliver bedre til at favne dem, der ikke er som andre og at vi insisterer på, at alle har ret til at være frie og glade, præcis som de er”.