Foto: Jens Nørgaard Larsen / Scanpix

Sporarbejde fortsætter: S-tog kører reduceret plan til fredag

Der er færre S-tog på skinnerne til og med fredag - og tre linjer er helt aflyst.

Banedanmark arbejder fortsat med det sporarbejde, man begyndte på i Kristi Himmelfartsferien. Det betyder, at DSB aflyser alle afgange på tre S-togslinjer til og med fredag.

Det oplyser Banedanmark i en pressemeddelelse.

Det er pendlerlinjen Bx, der kører mellem Farum og Høje Taastrup, linje E mellem Hillerød og Køge og linje H mellem Østerport og Frederikssund, der er midlertidigt ude af drift. 

Læs også Sporarbejdet mellem Valby og København H forlænges

SÅDAN KØRER S-TOGENE TIL FREDAG

- Linje A kører Køge - Farum 10 min. drift ca. 06.00-20.00, derefter 20 min. drift 
- Linje B kører Høje Taastrup - Hillerød 10 min. drift ca. 06.00-20.00, derefter 20 min. drift 
- Linje C kører Frederikssund - Klampenborg 10 min. drift ca. 06.00-20.00, derefter 20 min. drift 
- Linje A, B og C standser på alle stationer.
- Linje F kører normal 5 min. drift i dagtimerne og normal 10 min. drift i aften timerne.
- Linje Bx, E og H er aflyste. 

Kilde: DSB/Banedanmark

Vandrør kom bag på Banedanmark

Forsinkelserne i arbejdet skyldes, at der undervejs i arbejdet på Københavns Hovedbanegård er dukket kloakrør, vandrør og ledninger som ikke var kendt på forhånd, selv om den slags bør registreres grundigt. 

- Vi vidste, at der var en risiko, men vi havde ikke forestillet os, at det var i det omfang, vi mødte. Der har ikke været nogen dokumentation for mange af ledningerne og rørene i nogle registre og givet store udfordringer for vores gravearbejde, forklarer Jens Ole Kaslund, der er projektdirektør i Banedanmark.

Læs også DSB indfører timinuttersdrift til lufthavnen

Arbejder på højtryk

Undervejs i arbejdet er entreprenørerne blandt andet kommet til at skære et vandrør over. Det har konkret betydet, at i stedet for at bruge en stor bulldozer, så har man skullet bruge små gravkøer, hvilket har forsinket arbejdet væsentligt.

Banedanmark beklager problemerne og arbejder på ”fuldt tryk” med at blive færdig til på fredag, skriver infrastrukturforvalteren i pressemeddelelsen. 

DSB oplyser på sin hjemmeside, at vognene, der er i overskud fra linje Bx, E og H bliver indsat på de resterende, linjer, men at pladsen under alle omstændigheder kommer til at være trang, fordi der kører færre S-tog end normalt.