Sponsorlæger dominerer Lægemiddelstyrelsen

Lægemiddelstyrelsen, som er anvarlig for hvilken medicin, der kommer på det danske marked, domineres af topchefer i medicinalindustrien og læger, der er økonomisk afhængige af den. Det skriver B.T.

»Jeg er bekymret over det omfang, som det har. Patienterne ved ikke hvad de kan stole på og hvad de ikke kan. Lægemiddelstyrelsen er en underlig hybrid,« siger Inga Marie Lunde, læge og talsmand i Læger Uden Sponsor.
Registreringsnævnet er det organ i Lægemiddelstyrelsen, der beslutter hvilke præparater, der skal på markedet herhjemme. Her er otte af de tolv medlemmer enten direkte økonomisk afhængige eller på anden måde påvirkede af den private lægemiddelindustris enorme pengestrøm.
For eksempel stammer halvdelen af nævnets næstformands Mark Ainsworths husstandsindkomst fra Lundbeck. Hans hustru er nemlig ansat i firmaet på fuld tid.
I Registreringsnævnet sidder også professor og dekan på Det Farmaceutiske Fakultet ved Københavns Universitet, Sven Frøkjær, der er medopfinder af et patent, hvor han indtil for nylig har haft aktier i selskabet LiPlasome Pharma A/S, der markedsførte det til det lukkede. Hans hustru er desuden ansat i Novo Nordisk, hvor han også har aktier.
Professor og overlæge Søren Hein Sindrup, der sidder i samme nævn, har i årevis udført forskelligt lønnet arbejde for firmaer som Nycomed, Pierre fabre, Boehringer Ingelheim, Grünenthal, Pfizer, UCB Pharma, Lundbeck, Eli Lilly, Novartis og GW Pharma.
I Lægemiddelstyrelsens Farmakopénævn sidder sågar topchefer fra den private lægemiddelindustri. Nævnet skal sikre, at de lægemidler, som sættes på markedet i Danmark, har den fornødne kvalitet og internationale standard, der skal til. Rådets næstformand er Birgitte Møllgaard, funktionschef i Lundbeck. Derudover består rådet af folk som Quality Assurance manager og cand.pharm i Nycomed, Bent Schøller, afdelingsleder i Novo Nordisk, Elin Jensen, afdelingsleder i Novo Nordisk, Bente Rose Johansen og flere andre topfolk i industrien.
I Lægemiddelstyrelsen erkender man, at lægerne ikke kan forholde sig objektivt, når de har interesser i firmaerne. Men alligevel forsvarer de ansættelser af sponsorerede eksperter.
»Vi vil ikke kunne få den fornødne ekspertise, hvis vi kun rekrutterede personer, der er uafhængige. I en perfekt verden, så var de uafhængige. Skal man behandle et emne, hvor man er inhabil, så går man udenfor,« siger næstkommanderende og kontorchef i Lægemiddelstyrelsen, Karsten Jørgensen.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik