Sponsorer svigter de store kunstmuseer

Finanskrise, stigende kunstpriser og øget konkurrence i fonds- og sponsorverden skaber usikkerhed og bekymring blandt landets førende kunstmuseer.

De mangler penge, mange penge, til
kunstindkøb, udstillinger og projekter, og det bliver sværere og
sværere at få fingrene i private midler. »Der er ingen tvivl om,
at vi nu går en svær tid i møde.

En meget svær tid«, siger
direktør for Arken, Christian Gether, til Politiken mandag. Han
oplever, at potentielle investorer i stigende grad må afvise at
støtte museet.

Og et lignende billede tegner sig for flere af
landets andre store kunstmuseer. Louisiana, et af landets
største og mest attraktive kunstmuseer, har ikke formået at
finde en ny hovedsponsor til at afløse Dong Energy. Kunstmuseet
ARoS befinder sig i en lignende situation, hvor den ellers faste
støtte fra Ny Carlsbergfondet ophører næste år.

Selv Statens
Museum for Kunst udtrykker bekymring. »Vi har gjort det,
ministeriet har bedt os om; altså kontaktet erhvervslivet og
selv fået sponsorer.

Og så længe økonomien var god, fungerede
det godt. Men nu begynder skoen at klemme, og sponsorater til
kunst og kultur er jo noget af det første, der ryger, når en
virksomhed skal skære ned.

Derfor burde staten træde til, den
har levet højt på, at det er gået godt. Nu er situationen så en
anden, og de kan ikke bare fralægge sig ansvaret«, siger
Christian Gether fra Arken til Politiken.

Også direktøren for
Louisiana, Poul Erik Tøjner, er kritisk: »Staten kan ikke bare
trække sig lige så stille, sidde og fedtspille og melde pas i
tiltro til, at fondene så samler sagerne op. Det er både en
forkert og en uværdig måde at være stat på«, siger han til
Politiken.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik