Sundhedspersonalet i Region Sjælland har rigtig mange spørgsmål til Sundhedsplatformen, som blev indført i efteråret. Arkivfoto Foto: Lars Helsinghof Bæk/Ritzau & Scanpix

Spørgsmål om Sundhedsplatformen vælter ind

Region Sjællands IT-helpdesk har fået travlt efter indførelsen af Sundhedsplatformen.

Den omdiskuterede elektroniske patientjournal Sundhedsplatformen, der blev indført i Region Sjælland for knap fem måneder siden, får telefonerne til at gløde hos regionens it-afdeling.

DAGBLADET Ringsted skriver, at der fra indførslen på sygehusene i Region Sjælland 25. november til udgangen af januar, har været cirka 15.000 opkald om måneden til regionens IT-helpdesk.

Læs også Udskældt Sundhedsplatform ud på alle sygehuse 4 dage efter valget

It-direktør i Region Sjælland Per Buchwaldt bekræfter, at der umiddelbart efter ibrugtagningen af Sundhedsplatformen har været mange opkald. Han oplyser, at niveauet nu ligger på 600-700 opkald ugentlig, hvor der i sidste uge af januar var cirka 1.000 opkald.

- Det samlede antal opkald er en vigtig indikator, men i hverdagen har vi i højere grad opmærksomheden rettet mod at monitorere, hvorvidt der er ventetid på at komme igennem. Der er ventetider i »spidserne« og specielt for lægesekretærer, men det er blevet bedre, og vi nærmer os et acceptabelt niveau, siger Per Buchwaldt til DAGBLADET Ringsted.

Det er knap to år siden, at Herlev og Gentofte Hospitaler, som de første fik Sundhedsplatformen indført, og kritikken er ikke stilnet af.

Et af de største problemer er, at Sundhedsplatformen ikke fungerer optimalt sammen med FMK (et Fælles Medicinkort), som blandt andet praktiserende læger bruger til at registrere patienternes medicin. 

Læs også Hospitalsansatte giver Sundhedsplatformen dumpekarakter