Splid i regeringen om udenlandske hjemløse

Enhedslisten har stillet forslag om at etablere et rådgivningscenter for udenlandske hjemløse og både SF og R bakker op om en øget indsats over gruppen, men social­minister Karen Hække­rup stiller sig på tværs. Der er tiltag nok, mener hun, skriver Dagbladet Information fredag.

Mange af de mennesker, der lever på gaden i dag, er kommet hertil legalt som EU-borgere for at arbejde.

Det mener socialordfører Pernille Skipper fra Enhedslisten ifølge Dagbladet inforamtion, og hun vil derfor etablere et rådgivningscenter, der kan hjælpe dem til at forstå, hvilken situation de står i og hvilke reelle muligheder, de har.

Modellen er kendt i Sverige, hvor centret Crossroads har kørt et års tid med gode erfaringer både med hensyn til at hjælpe dem, der gerne vil hjem, men også mere generelt med at få folk til at forstå deres muligheder i det svenske samfund.

»Det skal ikke være et center, der får dem i job, men et center, der skal få dem til at forstå de danske arbejdsmarkedsregler. Vi skal hjælpe dem til et realistisk billede af de muligheder, de rent faktisk har. Nogle folk vil i virkeligheden også bare gerne hjem, hvilket vi synes, de skal have hjælp til,« siger Pernille Skipper.

Socialordfører for SF, Özlem Sara Cekic, er enig i, at man bliver nødt til at finde en bedre løsning end den nuværende, hvor problematikken igen og igen dukker op hver vinter, uden at en egentlig løsning bliver fundet.
»Man er nødt til at lave mere langsigtede mål, både nationalt og på europæisk plan via en samlet strategi. Vi betragter dem lidt som en slags omvendte fugle, der kommer, når her bliver rigtigt koldt. Sådan er det jo ikke, de er her hele tiden og har været det i de seneste mange år,« siger Özlem Sara Cekic.

Derfor ser SF også meget positivt på Enhedslistens forslag, og de to er i, hvad Cekic kalder en 'konstruktiv dialog' med Enhedslisten om, hvordan en konkret løsning kan se ud.

På EU-plan sætter Emilie Turunen, medlem af Europa- Parlamentets Arbejdsmarkeds- og Socialudvalg for EL, ligeledes nu forslag om at få etableret et EU-projekt på næste års budget, der kan sikre øget kontakt landene imellem. »Man vurderer, at der er ca. tre millioner hjemløse i EU, men man har ikke en samlet strategi for, hvordan man håndterer dem i et marked med fri bevægelighed. Den indsats er nødvendig, hvis initiativerne også skal fungere optimalt nationalt,« siger Emilie Turunen.

Hos Radikale Venstre er også socialordfører Malene Borst Hansen ved at være træt af hovsa-løsninger. Der er behov for en udvidet løsning, der sikrer, at man også på den lange bane tager problemet alvorligt.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik