Roskilde Dyrskueplads, ekspropriationssagen har givet mediestorm Foto: Lorry

Spindoktorer skal redde Roskildes renommé

Borgmester Joy Mogensen (S) har hyret Lars Løkke Rasmussens tidligere spindoktorer, som skal sikre, at kommunens renommé ikke lider overlast på grund af ekspropriationssagen fra Dyrskuepladsen. Det skriver DAGBLADET Roskilde.

Den kontroversielle ekspropriation blev besluttet af et flertal i byrådet i februar og førte til massiv kritik, og i midten af marts blev der lavet en aftale med KristiansenUlveman - Michael Kristiansen og Michael Ulveman, som begge har været spindoktor for Lars Løkke Rasmussen i hans år som statsminister. Aftalen koster kommunen 25.000 kroner om måneden.

- Pludselig stod vi i en mediestorm af national karakter. Dér havde vi brug for nogle folk, der havde erfaring med at håndtere den slags situationer. Vi var oppe mod den store tænketank Cepos, der kom med alvorlige anklager imod os og kørte på temamøder og lobbyarbejde, så vi besluttede at kaste alle kræfter ind på, at Roskildes navn bliver omtalt med den respekt og stolthed, det fortjener, siger Joy Mogensen.
Keld Bjergegaard, der ejer den eksproprierede jord, ser derimod kommunens skridt som et forsøg på at påvirke afgørelsen i Miljø- og Naturklagenævnet, der skal bedømme ekspropriationens lovlighed.

- Det er dybt bekymrende, at Roskilde Kommune hyrer kommunikationsrådgivere, der med deres tætte politiske kontakter har mulighed for at forsøge en påvirkning af eksempelvis Naturklagenævnet, hvor syv af de 10 medlemmer er valgt af Christiansborg. To af dem sågar fra Venstre, hvor kommunikationsrådgiverne har endog meget tætte kontakter. Jeg er ikke så naiv at tro, at det ikke er et bevidst valg fra kommunens side. Kommunen satser på at påvirke klageinstanser, der skal være uvildige, og jeg skal gerne indrømme, at min retsbevidsthed har fået endnu et knæk, siger Keld Bjergegaard.

Byrådsmedlem Mads Ravndrup Thomsen (V), som var imod ekspropriationen, er rystet over, at borgmesteren »bruger spidsen af en jetjager« i et forsøg på at styre medierne.

- Det indikerer, at borgmesteren har erkendt, at vi har en dårlig sag, siger Mads Ravndrup Thomsen.