Spillested advarer: Hold jer langt væk fra denne billethaj

Billetterne til Kim Larsen-koncerten koster 520 kroner på Kulturværftets egen hjemmeside, men på hjemmesiden Viagogo står de til 874 kroner.

Kulturværftet i Helsingør advarer imod en hjemmeside, der sælger billetter til Kim Larsens koncert i byen til en markant overpris.

Det skriver sn.dk.

Billetterne til koncerten med Kim Larsen & Kjukken koster 520 kroner på Kulturværftets egen hjemmeside, men på hjemmesiden Viagogo står de til 874 kroner.

Ifølge sn.dk er det vel at mærke uden en række gebyrer, som bliver tilføjet i købsprocessen.

- Vi modtog en henvendelse fra en person, som havde været i færd med at købe billetter til koncerten på Viagogo, men undervejs opdagede, at der var noget galt, siger kommunikationsansvarlig i Kulturværftet, Gertrud Clausen til sn.dk.

Advarer på Facebook

Kulturværftet advarer nu i et opslag på Facebook folk imod at købe deres billetter på Viagogo. I stedet opfordres folk til at benytte kulturhusets egen hjemmeside.   

DR’s forbrugerprogram Kontant har tidligere sat Viagogo under kritisk lup. Her blev det afsløret, hvordan Viagogo opkøber billetter til arrangementer og sælger dem til overpris. Samtidig bliver potentielle kunder snydt til at tro, at der er tæt på være udsolgt, så de er mere tilbøjelige til at købe billetterne.

Mange billetter tilbage 

Det samme salgstrick udnyttes i forbindelse med koncerten med Kim Larsen. Men ifølge Gertrud Clausen er der mange billetter tilbage til koncerten, der finder sted den 29. juni næste år.

- Billetterne blev sat til salg i mandags, og salget går fint, men der er ikke tæt på at være udsolgt, siger hun til sn.dk.

Gertrud Clausen oplyser endvidere, at Kulturværftet har gjort deres officielle partner Billetten.dk opmærksom på problemet, og at man har rettet henvendelse til Google for at få fjernet den Viagogo-annonce, der popper op som øverste søgeresultat på søgemaskinen. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik