Sparekrav udløser fyringer på Herlev og Gentofte Hospital

Hospitalet skal spare 65 mio. kroner. Konsekvensen er fyringer og nedlæggelse af opslåede stillinger

Skidt nyt for de ansatte på Herlev og Gentofte Hospital.

50 skal fyres og 150 opslåede stillinger bliver ikke genbesat, skriver Villabyerne.

Region Hovedstadens hospitaler skal næste år spare 360 milioner kroner, og for Herlev og Gentofte Hospital betyder det, at de alene skal skære 65 millioner kroner af budgettet.

Direktøren for Herlev og Gentofte Hospital, Klaus Lunding, siger til avisen, at man kæmper for at få antallet af fyringer ned. Men uden problemer bliver besparelserne under alle omstændigheder ikke:

- Personalet kommer til at løbe stærkere, siger han.

Og det er ikke, hvad personalet har brug for at høre.

De ansatte føler sig allerede meget pressede af implementeringen af den nye sundhedsplatform, som skal samle alle oplysninger om patienten i én journal. For det er ikke kørt problemfrit.  Langtfra.

Nedskæringerne skaber frustration blandt sygeplejerskerne, lyder det fra  Dansk Sygeplejeråds Charlotte Engell, som er kredsnæstformand i Kreds Hovedstaden:

- Det skaber så meget mathed, frustration og ærgrelse, at man skal igennem det her igen. Besparelser er desværre snart hverdag. Og hver gang går det ind og rammer deres hverdag med ændrede arbejdsgange, som der ikke er tid til at sætte sig ind i, siger Charlotte Engell til avisen.

Tillidsrepræsentant for overlægegruppen på Gentofte Hospital, anæstesioverlæge Bo Gottschau, siger:

- Det skaber altid uro med besparelser i den her størrelsesorden samtidig med kravet om mere effektivitet. Spørgsmålet er, hvor meget man kan presse citronen i forhold til at opretholde kvaliteten og sikkerheden over for patienten, som er det, der ligger os mest på sinde. Men vi indordner os under de omstændigheder, der er.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik