Spar 500 kroner: Blødere vand på vej til forbrugerne

Familier i hovedstadsområdet kan spare 500 kroner om året, hvis deres drikkevand var ligesom vestjydernes.

Vand med mindre kalk er nu på vej til én million forbrugere i Lorryland. Det kan give en familie 500 kroner mere om året, og så er det godt for miljøet, lyder vurderingen fra en ekspert.

HOFOR, der leverer vand til otte kommuner i Storkøbenhavn, bygger nye vandværker med særlige anlæg, der kan fjerne en del af kalken og gøre vandet blødere.

Allerede for halvandet år siden begyndte man at fjerne kalken i Brøndby Kommune, hvor 35.000 borgere nu har blødere vand.

En af dem er Anette Formann.

- Drikkevandet smager bedre, end det gjorde før. Det er mere rent. Før i tiden kunne der godt ligge noget nede i bunden af glasset. Men det er der ikke så meget af mere, siger hun til TV 2 Lorry.

Kenneth Lundberg Kristensen fra Brøndby Strand er enig.

- Jeg synes, det er blevet bedre at drikke, når det kommer ud af vandhanen, istemmer han.

Store gevinster

En undersøgelse lavet i samarbejde mellem HOFOR og DTU i Lyngby viser, at der er store gevinster at hente, når vandet går fra meget hårdt til blødt. Det siger Berit Godskesen, postdoc, Institut for Vand og Miljøteknologi, DTU

- Det vi målte, og der hvor vi så de største effekter, det var tiden. Man sparer noget tid på at fjerne kalken i forbindelse med rengøring. 

Forskerne på DTU testede hjemme hos familier i Brøndby i tre måneder med hårdt vandt og tre måneder med det nye, bløde vand.

Resultatet var tydeligt: 30 procent mindre kalk i elkedler med det blødere vand, 40 procent mindre kalk i cisternen på toilettet og 80 procent mindre i vandhanen.

- Så ved vi også, at der er en gevinst for miljøet. Vi sparer resurser. Vaskemidlerne og elkedlerne holder længere, og familer sparer på økonomien, siger Berit Godskesen.

I Holland har man blødgjort vandet siden 70'erne. Og det er nogle af de erfaringer, som gør, at HOFOR kan regne ud, at en familie med to voksne og to børn kan spare 500 kroner om året - selv om det bløde vand er lidt dyrere. 

Nogle af fordelene ved mindre kalk i vandet kræver, at man som forbruger selv justerer lidt. I Brøndby skal man for eksempel bruge en tredjedel mindre vaskepulver end før.

- Det kan være svært at få nye vaner ind, så derfor er det nødvendigt med information til borgere om, at man går fra hårdt til blødt vand, og at man skal indstille sin vaskemaskine og juystere vaskemidlet, siger Berit Godskesen.

Det bløde vand vil gradvist blive indført på HOFORs vandværker frem til 2025. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik