Foto: TV2/Lorry

Sommerhuspriserne stadig i bund trods prisstigning

Sommerhusene i Hovedstaden og på det øvrige Sjælland kæmper med elastiske priser.

Salgsprisen på sommerhuse steg markant i april måned, viser seneste opgørelse fra Boligsidens Markedsindeks.

Alligevel ligger priserne stadig under sidste års niveau, så der er gode muligheder for at finde et billigt sommerhus.

I april steg salgsprisen for et sommerhus med 3,4 procent fra måneden før, hvilket fik prisen op på 13.931 kroner pr. kvadratmeter på landsplan. Det er en ganske markant stigning, der primært er ansporet af sæsonen.

Sommerhusmarkedet har dog langt fra været en guldåre de seneste år, hvor priserne er faldet og har ligget stille på et lavt niveau. Salgsprisen på sommerhuse i april lå 1,6 procent under niveauet i april 2015.

- Sommerhuspriserne er ikke steget på samme måde som villaer og ejerlejligheder de seneste år, selvom det med en generelt stærkere økonomi i samfundet og et meget lavt renteniveau er mere fordelagtigt at købe sommerhus nu end for nogle år siden, siger Birgit Daetz, der er kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

Stor elastik i Hovedstadespriserne

I Region Sjælland lå sommerhuspriserne i april højere end i april 2015.

Det er også tilfældet i Region Hovedstaden, hvor priserne steg kraftigt og efterfølgende har taget et pænt dyk på 5 procent.

- Der er nogle tegn på, at der er elastik i priserne, trods et gennemsnitligt lavt niveau. De udfald, vi så sidste sommer, er tegn på en større vilje til at betale mere for sommerhusene, end vi tidligere har set, siger Birgit Daetz.