Sommerhus-priser på det højeste i fire år

Overvejer du at købe sommerhus, så er det værd at vide, at prisen ligger på det højeste siden august 2011.

Sommeren har kun i glimt vist sig fra sin pæneste side, hvis man er til sol og hedebølge. Alligevel kan sommerhusejere, der går i salgstanker, lune sig ved, at priserne på sommerhuse ligger på det højeste niveau i næsten fire år.

Salgsprisen på sommerhuse stiger fortsat støt, og i juni lå den én procent højere end måneden før og 4,1 procent højere end samme måned sidste år, viser nye tal fra Boligsidens Markedsindeks for juni.

I snit koster en kvadratmeter sommerhus nu 14.252 kroner. Og det er den højeste pris siden august 2011.

- Salgsprisen på et sommerhus er steget meget det seneste år, men vi skal ikke længere tilbage end til første halvår af 2011, hvor salgsprisen i gennemsnit lå på lige knap 15.000 kroner pr. kvadratmeter, siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør for Boligsiden.dk.

- Så der er ikke tale om et historisk højt prisniveau nu, men priserne er på vej tilbage, efter at de dykkede i årene 2012-14, siger hun i en kommentar til tallene.

Samlet er seks ud af 10 af de sommerhuse, der har været til salg i første halvår af 2015, blevet solgt. Det er langt flere end sidste år, hvor det var fem ud af 10 i samme periode.

- De lave renter har betydet, at mange både har haft lyst og råd til at købe sommerhus igen. Noget af stigningen skyldes, at udbuddet er lavere i år end sidste år, men det er stadig en markant stigning i salgsprocenten i første halvår, siger Birgit Daetz.

Der blev 1,7 procent flere sommerhuse at vælge mellem i juni i forhold til sidste år. Salgstiden faldt med 5,3 procent og endte på 295 dage. Også nedslaget faldt med 0,9 procent og endte på 979 kroner pr. kvadratmeter.

Også i juni fortsatte salgspriserne opad på både villaer og ejerlejligheder. En villa steg med 0,6 procent i juni, mens salgsprisen på ejerlejligheder steg med 0,9 procent den seneste måned.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik