Som de første i verden: København køber klimavenlige gummigeder

Københavns Kommune går nu sammen med Oslo om at indkøbe klimavenlige arbejdsmaskiner som gravemaskiner og fejemaskiner.

Den gule gummiged skal være mere grøn.

Arbejdsmaskiner som gummihjulslæssere, gravemaskiner og fejemaskiner står nemlig en hel del CO2-udledning, og derfor vil Københavns Kommune nu gå i gang med at udskifte flåden til mere klimavenlige af slagsen.

København er derfor gået sammen med Oslo om et fælles indkøb af klimavenlige arbejdsmaskiner, oplyser kommunen i en pressemeddelelse. Ifølge kommunerne selv er de to byer de første i verden til at lave et sådant tiltag.

- Vi ved, at maskinerne udleder store mængder partikler og CO2, som påvirker både klima og københavnernes livskvalitet negativt. Samarbejdet med vores nordiske naboer er derfor et vigtigt skridt i den rigtige retning.

- Men den grønne omstilling af vores maskinparker gør langt fra forskellen alene, da de fleste bygge- og anlægsopgaver i byen stadig løses af private entreprenører. Derfor bør en ny regering også gøre anlægsmaskiner til en del af miljøzonen, siger teknik- og miljøborgmester Karina Vestergård Madsen fra Enhedslisten, der vikarierer for Ninna Hedeager Olsen.

Udleder lige så meget CO2 som 33.000 københavnere

Ifølge kommunen står byggepladsers arbejdsmaskiner – de såkaldte ”ikke-vejgående maskiner” – for omkring 15 procent af den samlede lokale partikelforurening på landsplan.

På københavnske byggepladser alene udleder maskinerne omkring 80.000 tons CO2 årligt. Det svarer til den årlige udledning fra omkring 33.000 københavnere eller godt fem procent af det samlede københavnske CO2-aftryk i 2017.

Det flugter ikke ligefrem fantastisk med ambitionen om at være en CO2-neutral hovedstad i 2025.  

- Jeg håber, at vi med indkøbsalliancen kan sende et stærkt signal om, at der rent faktisk er en efterspørgsel på klimavenlige arbejdsmaskiner. Det kan forhåbentlig være med til at sætte yderligere skub i denne grønne udvikling på markedet. Det har klimaet i den grad brug for, for som det ser ud i dag, er der kun meget få og meget dyre alternativer til de traditionelle dieselmaskiner, siger Karina Vestergård Madsen.

Kan udvides til flere arbejdsmaskiner

I første omgang samarbejder Oslo og København helt konkret om et fælles udbud på indkøb af såkaldte gummihjulslæssere, som netop er offentliggjort.

De to hovedstadskommuner stiller i udbudsmaterialet krav til, at maskinerne skal være enten helt emissionsfrie – altså at de slet ikke udleder partikler eller CO2 – eller lav-udledende som eksempelvis hybridversioner, der kører på en blanding af diesel og el.

Københavns Kommune forventer, at man over en fireårig periode skal udskifte syv af sine 12 gummihjulslæssere, og at CO2-udledningen fra maskinerne kan nedsættes med op mod 80 procent, hvis de udskiftes med nye eldrevne versioner.

Bliver udbuddet en succes, er planen, at der efterfølgende også bliver lavet lignende udbud med andre maskintyper.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik