Solgte boliger til spotpris - og hævede prisen for alle andre

I marts solgte Københavns Kommune to ejendomme 200 mio. kr. under markedspris. Samtidig gjorde kommunen det dyrere for alle andre at frikøbe deres ejendom.

Det var en grim overraskelse, der mødte ejerne af 1.200 københavnske ejendomme efter et møde i Københavns Borgerrepræsentation den 30. marts.

Uden varsel besluttede politikerne nemlig i enighed, at det skal være dyrere for boligejerne at købe deres boliger fri af kommunens såkaldte hjemfaldspligt.

Hjemfaldspligten er en tilbagekøbsret, som efter en årrække giver Københavns Kommune ret til at købe en ejendom tilbage for et beløb langt under ejendommens værdi – medmindre ejeren i mellemtiden køber ejendommen fri af kommunen.

Tidligere blev prisen for at frikøbe en ejendom baseret på den offentlige ejendomsvurdering fra 2012, men med Borgerrepræsentationens beslutning fastsættes prisen fremover efter den aktuelle markedsværdi. Med markante prisstigninger til følge.

quote Det er jo helt klar forskelsbehandling. Først blev jeg forundret, for hvordan kan det lade sig gøre? Derefter blev jeg vred, for det er jo dobbeltmoralsk.

Kenneth Nielsen, boligejer, Vanløse

Nu undrer flere af de ramte boligejere sig. For på selvsamme møde den 30. marts vedtog Borgerrepræsentationen at sælge de to almene boligafdelinger Murergården og Henriksgården til Hovedstadens almennyttige Boligselskab II for 63,3 millioner kroner, selvom værdien for de omkring 500 lejligheder er vurderet til 279 millioner. Altså under en fjerdedel af markedsprisen.

- Det er jo helt klar forskelsbehandling. Først blev jeg forundret, for hvordan kan det lade sig gøre? Derefter blev jeg vred, for det er jo dobbeltmoralsk.

Sådan lyder reaktionen fra Kenneth Nielsen, hvis lejlighed i Vanløse pludselig er steget med omkring 637.000 kroner til i alt 1.376.000 kroner, når den skal købes fri af kommunens hjemfaldspligt.

Salget var allerede i gang

Ifølge Socialdemokratiet var der god grund til at stemme for prisen ved salget af de almene boligafdelinger, selvom den var mere end 200 millioner under markedsværdien.

Handlen var nemlig allerede i gang, inden kommunen 30. marts besluttede, at prisen for frikøb af hjemfaldspligten skal reguleres efter markedspris.

- På selve mødet indgik man aftalen om, at man fremadrettet skulle sælge til en mæglervurdering. Men da Murergården og Henriksgården indgik aftalen, var det den 17. februar, og da lå det her grundlag ikke klar endnu. Derfor mener vi, at man skal kunne regne med, at aftaler med kommunen holder. Også når de kommer i Borgerrepræsentationen, siger Susan Hedlund, der er socialdemokratisk medlem af Borgerrepræsentationen.

quote Jeg synes ikke, man skal forære kommunens værdier væk. Det her er flere hundrede millioner kroner, der ryger

Jakob Næsager, Kons., medlem af Borgerrepræsentationen

Konservative stemte imod

Betingelsen for et salg af hjemfaldspligten på de almene boligafdelinger var dog, at Borgerrepræsentationen først skulle vedtage det. Derfor møder salgsprisen kritik fra Det Konservative Folkeparti.

Sammen med Liberal Alliance og Kasper Heumann Kristensen fra Liberalt København stemte de i stedet for, at hjemfaldspligten for de almene boligafdelinger skulle sælges til markedsprisen på 279 millioner kroner, så praksis var den samme som for de 1.200 andre ejendomme.

- Jeg synes ikke, man skal forære kommunens værdier væk. Det her er flere hundrede millioner kroner, der ryger – ikke til lejerne – men til et boligselskab. Jeg synes ikke, kommunen skal begunstige et selskab på fællesskabets bekostning. Det er Borgerrepræsentationen, der køber og sælger ejendomme i Københavns Kommune. Det er ikke embedsmændene, siger det konservative medlem af Borgerrepræsentationen Jakob Næsager.

Et lys af håb

I lejligheden i Vanløse håber Kenneth Nielsen, at hans og tilsvarende sager igen tages op. Så han – ligesom de almene boligafdelinger – undgår at blive ramt af kommunens nye praksis for salg af hjemfaldspligt.

- Der er i hvert fald tændt et lys af håb, som vi må varme os ved.

- Vi havde jo også skrevet under på vores aftale med køber, før reglerne blev ændret. Så burde vi vel også få samme behandling, så vi kan holde vores aftale efter de gamle regler, siger Kenneth Nielsen.

Sammen med sin familie skal han være ude af sin nuværende lejlighed 1. juni, hvor den overtages af en ny køber.

På grund af kommunens nye praksis for frikøb af hjemfaldspligt, har Kenneth Nielsen ikke længere råd til drømmen om at købe et hus, men må i stedet lede efter en lejlighed til leje.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik