Solbakken: Vi kunne have slået Leicester

Trods 0-1-nederlaget tager Ståle Solbakken en masse positivt med fra Leicester til mødet i Parken om to uger.

FC København havde chancen for at skabe et stort resultat mod de engelske mestre, men det endte med et 0-1-nederlag ude mod Leicester i Champions League.

FCK-manager Ståle Solbakken kunne se sit mandskab dominere store dele af kampen og komme til et par pæne chancer, skriver Ritzau.

Alligevel sikrede Riyad Mahrez Leicester sejren på en scoring lige før pausen.

Andreas Cornelius var tæt på at udligne i slutfasen, men Kasper Schmeichel leverede en klasseredning i Leicesters mål.

- Hvis vi havde scoret først, så kunne vi have taget alle tre point. Vi kunne også have fået et enkelt, men endte med nul, siger Solbakken til Ritzau.

Det var en kædereaktion af københavnske fejl og småfejl, der førte til kampens eneste scoring.

quote Spillerne er depressive lige nu, men når de har sundet sig, så tror jeg, at de vil se frem til et par sjove kampe i Parken.

Ståle Solbakkken

Benjamin Verbic tabte bolden, der blev slået over i bagrummet, hvor Leicesters sommerindkøb Islam Slimani i en nærkamp med Erik Johansson og Ludwig Augustinsson fik headet bolden videre ind foran mål.

Her fik Riyad Mahrez presset sig foran Mathias "Zanka" Jørgensen og prikket bolden ind til 1-0.

- 'Zanka' snorker lidt, og Erik kunne gå lidt hårdere til Slimane. Benjamin laver et par mærkelige ting midt på banen, så det er tre fejl på kort tid, siger Ståle Solbakken om målet.

Overordnet er nordmanden dog godt tilfreds med indsatsen tirsdag aften. Solbakken fornemmer, at hans spillere tror på, at de kan slå Leicester, når englænderne gæster København om to uger.

Når den kamp er overstået, kommer FC Porto forbi Parken, inden gruppespillet rundes af ude mod Club Brugge.

- Vi har fire point midtvejs i gruppespillet, og de to sværeste udekampe er overstået. Alligevel står vi med en lidt dårlig fornemmelse, for det havde gjort en verden til forskel, hvis Cornelius havde scoret til sidst.

- Spillerne er depressive lige nu, men når de har sundet sig, så tror jeg, at de vil se frem til et par sjove kampe i Parken mod Leicester og Porto. Vi lever fortsat i gruppen, konstaterer Solbakken.

Leicester topper gruppe G med ni point. FCK og FC Porto har fire point, mens Club Brugge er sidst med nul point.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik