Sognepræst beskyldes for at være lummer og plat

Plat - eller harmløs? Lummer - eller i stand til at gøre det kristne budskab folkeligt? Det bliver biskop Peter Fischer-Møller fra Roskilde Stift, der skal dømme i en ny kirkefejde mellem sognepræst og forfatter Poul Joachim Stender fra Kirke Saaby og to vrede teologer, dr.theol. Carsten Breengaard og cand.theol. Johs. H. Christensen, skriver Morgenavisen Jyllands-Posten søndag.

De to har klaget over sognepræstens seneste bog, "Med Gud i sengen. En sightseeing gennem Bibelens sexliv", som de i klagen kalder både plat og lummer.
- Biskoppen skal tage stilling til, om der ikke er en grænse for, hvad præster kan sige som led i forkyndelsen. Efter vores opfattelse er Stender gået langt over stregen, og bogen og hans mange henvisninger til skriftsteder er umådelig plat, siger Carsten Breengaard, som i klagen henviser til tjenestemandslovens kap. 3, paragraf 10, om tjenestemænds anseelse og opførsel.
I klagen retter de to teologer lyset mod Poul Joachim Stenders historiske gengivelse af kirkens syn på sex, som sognepræsten fra Kirke Saaby finder gammeldags og noget kønsforskrækket.
- Det er en totalt absurd påstand, og det er en historisk overfladisk og uvederhæftig gengivelse af kirkens syn på kønslivet. Stender prøver at give den, som om han er den første i 2.000 år, der tør tale om kristendom og køn i samme sætning, men det er som at slå en åben dør ind. Kirken har for mange, mange år siden forladt det kønsforskrækkede, så der er ikke noget banebrydende ved Stender, siger Carsten Breengaard, der tidligere har kritiseret sognepræsten fra Kirke Saaby.
Poul Joachim Stender undrer sig over det vrede udfald, som han endnu ikke blevet præsenteret for.
- Seksualitet er noget smukt og livsbekræftende, og derfor er det naturligt med i kirken. Det er ikke rigtigt, at den kristne kirke har gjort op med, at sex er en forbudt og farlig ting, siger Poul Joachim Stender.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik