Faren til 19-årige Hazal Olgun og 24-årige Layla Olgun frygter, at de to søstre har tilsluttet sig IS. Foto: Skærmdump fra den tyrkiske kanal Show TV.

Søstre forsvundet i 37 dage: Frygter de er IS-krigere

To søstre fra Vestegnen frygtes at have sluttet sig til Islamisk Stat.

19-årige Hazal Olgun og 24-årige Layla Olgun er vokset op i Brøndby i en dansk-kurdisk familie. Den ene er ved at uddanne sig til lærer, mens den anden lige har scoret fine karakterer til eksamen på HF.  Nu frygter familien, at de to piger er på vej til Syrien, skriver Ekstrabladet. 

Familien har derfor efterlyst pigerne hos Københavns Vestegn Politi. Samtidig er deres far rejst til Tyrkiet i et forsøg på at finde dem.

- De har været væk i 37 dage nu. De forsvandt uden et ord. Men jeg ved, at de er taget til Tyrkiet. Jeg frygter alt. Jeg ved ikke, hvorfor de er forsvundet, men jeg frygter, at de er på vej til Syrien for at kæmpe for Islamisk Stat, fortæller faderen, 53-årige Yasar til Ekstra Bladet.

Faren har flere steder i Istanbul fået bekræftet, at pigerne er set der. Han frygter, at de allerede har krydset grænsen til Syrien. 

- Jeg ved det jo ikke med sikkerhed. Men min ældste datter har fået koranundervisning hos en kvinde, som efter sigende selv er tilhænger af de idioter. Det er derfor, jeg frygter det. Jeg frygter, de er blevet hjernevasket online eller af den kvinde, fortæller faderen til Ekstra Bladet.

Ifølge PET's tal har mindst 135 danskere siden 2012 sluttet sig til Islamisk Stat i Syrien.