Socialrådgivere presset til lovbrud

I Furesø Kommune overholdes loven ikke, når det gælder Børn- og Unge Rådgivningen. Det mener en række socialrådgivere, der har fået nok af arbejdspresset. Det skriver Frederiksborg Amts Avis

Hvem skal vi hjælpe? Den 14-årige dreng, der ikke har været i skole i månedsvis, den 13-årige pige, hvis hjem kæmper med alkoholproblemer, eller den 12-årige dreng, der har splittet en velfungerende 6. klasse totalt ad?
Børn- og Unge Rådgivningen i Furesø Kommune kæmper med håbløse sagsbunker, og nu har socialrådgiverne sendt et nødråb til borgmester Ole Bondo Christensen (S).
I brevet peger socialrådgiverne blandt andet på, at de hver har op til dobbelt så mange sager, som Dansk Socialrådgiverforening anbefaler. De ansatte oplever underbemanding, magtesløshed, søvnproblemer, stress, langtidssygemeldinger og ikke mindst en række af frustrerede borgere. Socialrådgiverne mener heller ikke, at de formår at overholde hverken serviceloven eller retssikkerhedsloven.
Borgmester Ole Bondo Christensen (S) har nu bedt kommunens direktion om en redegørelse, og på mandag mødes han med socialrådgiverne.
- Jeg håber at få belyst situationen og vil derefter sikre, at loven overholdes, siger den nytiltrådte borgmester.