Sociale milliarder til udsatte boligområder har gavnet

Sociale indsatser i udsatte boligområder virker. Det viser et nyt forskningsstudie, der har haft fokus på hovedstadens udsatte boligområder.

Det gavner. Sådan lyder konklusionen af et nyt forskningsstudie, hvor Kraks Fond Byforskning har undersøgt effekten af de sociale indsatser i udsatte boligområder som Mjølnerparken i København og Ellebo i Ballerup. Det fortæller P4 København ifølge Ritzau.

- Den boligsociale indsats er blevet lavet i tre årtier med en stærk tiltro til, at det virker. Men det er vigtigt i forhold til fremadrettede puljeuddelinger, at vi nu har dokumenteret, at det rent faktisk virker, siger forsker Gunvor Christensen, der står bag studiet, til P4 København ifølge Ritzau.

Det nye studie har undersøgt effekten af indsatsen i 480 boligområder, hvor af mere end hvert tredje ligger i hovedstadsområdet.

Resultaterne har man sammenholdt med områder, som ikke har haft en boligsocial indsats. Forskellen viser sig i arbejdsløshedsstatistikken.

- De boligsociale indsatser gør, at ledigheden for mænds vedkommende falder med tre procentpoint og for kvinder med to procentpoint. Den mindre ledighed fører for mændene til, at de kommer i beskæftigelse og for kvinderne, ser det ud til, at de i højere grad kommer i gang med en uddannelse, der kvalificerer dem til på sigt at komme tættere på arbejdsmarkedet, forklarer Gunvor Christensen.

Fra 1994 til 1998 blev der på landsplan postet 2,1 milliarder kroner i de boligsociale indsatser.

Det er effekten af de kroner, som studiet har undersøgt. Alligevel er den positive konklusion også gældende for den indsats, der stadigvæk bliver gjort i dag. Det fastslår Gunvor Christensen over for P4 København, skriver Ritzau.

- Den indsats fra 1994 til 1998, som vi måler på, kender vi også fra de boligsociale indsatser i dag, da det stort set er den samme indsats, vi stadigvæk gør. Derfor har studiet stadig relevans, siger hun.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik