Socialdemokratiet vil forhindre gentagelse af Blackstone-sag

Socialdemokratiet foreslår nu et totalt stop for planerne om at sælge ud af kommunalt ejede boliger på Frederiksberg. Konservative holder fortsat alle muligheder åbne.

Den socialdemokratiske 2. viceborgmester, Michael Vinfeldt, fra Frederiksberg Kommune vil nu sætte en stopper for planerne om at sælge 800 kommunale boliger.

Det kan nemlig vise sig at blive en pendant til Blackstone-sagen, som i sidste ende kan få store konsekvenser for borgere på Frederiksberg.

- Det, der ligger i salgsplanerne, er, at man overvejer alle muligheder. Altså også at sælge til eksempelvis en kapitalfond. Det synes jeg, vi skal stoppe, og vi skal stoppe det nu, siger  2. viceborgmester Michael Vindfeldt, soc.dem. 

Udmeldingen fra Michael Vindfeldt kommer efter, at Frederiksberg Boligfond netop har solgt over 400 lejligheder til den amerikanske kapitalfond Blackstone. Det har medført massive protester og demonstrationer fra beboere, der frygter for store huslejestigninger.

- Frederiksberg har i den grad brug for boliger, der er til at betale med almindelig lønindkomst, så det er et meget godt sted at starte at sige, vi ikke sælger de kommunale boliger, forklarer Michael Vinfeldt. 

Socialdemokraterne på Frederiksberg foreslår nu et totalt stop for planerne om at sælge ud af cirka 800 kommunalt ejede boliger. 

 

Muligheder skal undersøges 

Den konservative Formand for Bolig- og Ejendomsudvalget Nikolaj Bøg påpeger, at der ikke er truffet nogen beslutning endnu, men han fastholder, at Frederiksberg Kommune skal afsøge alle muligheder.

- Jeg har det synspunkt, at kommunen ikke nødvendigvis er den bedste til at eje de ejendomme. Vi kan også se, at vedligeholdelsesstandarden på nogle af ejendommene ikke har været god nok. Hvis vi kan finde andre, som er mere professionelle, så kan det være en fordel både for kommunen og beboerne, siger han. 

quote Hvis det er sådan, at lejerne siger, de gerne vil overgå til at være en afdeling af et alment boligselskab, så vil jeg ikke stå i vejen for det.

Michael Vinfeldt, 2. viceborgmester, soc.dem, Frederiksberg 

Frederiksbergs borgmester Jørgen Glenthøj (K) bakker op om beslutningen, som et flertal i kommunalbestyrelsen tog tilbage i 2017. Her vedtog man at undersøge markedet for et salg af kommunens boliger.

- Der er mange hensyn at tage. Blandt de vigtigste er hensynet til lejerne, social og økonomisk bæredygtighed, samt mulighed for kommunal anvisning i fremtiden. Det er en vigtig sag, og jeg ser frem til fortsatte grundige politiske drøftelser i kommunalbestyrelsen, så vi kan træffe den endelige beslutning på et fuldt oplyst grundlag, siger han. 

Løsning kan være på vej 

I sidste ende kan politikerne på Frederiksberg Rådhus måske alligevel finde hinanden. Hvis Frederiksberg kommune vælger at sælge boligerne til almene boligselskaber, så er 2. viceborgmester Michael Vindfeldt ikke afvisende for et salg.

- Hvis det er sådan, at lejerne siger, de gerne vil overgå til at være en afdeling af et alment boligselskab, så vil jeg ikke stå i vejen for det.

Den idé tager den konservative Formand for Bolig- og Ejendomsudvalget Nikolaj Bøg godt imod.

- Socialdemokraterne er meget optaget af at få flere almene boliger på Frederiksberg, og det er et synspunkt, vi godt kan forstå, fordi vi har et problem med, at vores by bliver presset af stigende boligpriser, og at der er mange borgere, som har svært ved at få råd til at bo i byen, siger han. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik