Stor afsløring: Social dumping-million sendes til byggearbejdere

Københavns Kommune har skruet bissen på over for social dumping. Nu har de lavet den største afsløring i kommunens historie.

Ingen pension, ingen overarbejdstilllæg, arbejdsdage, der ofte løb op i mere end 12 timer og en gennemsnitlig løn på sølle 58,35 kroner i timen.

quote Det er helt usædvanligt i offentlig sammenhæng, at man får så stort et beløb tilbage til medarbejderne.

Palle Bisgaard, næstformand i 3F Byggegruppen

I månedsvis har 19 medarbejdere arbejdet under meget kritisable forhold hos en underleverandør på et af Københavns Kommunes byggerier. 

Afsløringen kommer fra kommunens indsatsteam, lyder det i en pressemeddelelse. Og efter mægling mellem kommunen og underleverandøren, har sidstnævnte indvilget i at betale 1.232.565 kr. til medarbejderne. De er fortsat i dialog om yderligere 700.000 kroner.  

Millionsbeløbet er det største i kommunens indsats nogensinde. Og mere generelt er det også et særsyn, lyder det fra 3F:

-  Det er helt usædvanligt i offentlig sammenhæng, at man får så stort et beløb tilbage til medarbejderne, siger Palle Bisgaard, næstformand i 3F Byggegruppen, til TV 2 Lorry. 

København mod social dumping

  • Københavns Kommune har siden 2011 sat ind mod social dumping med klausuler i kommunens kontrakter og siden 2014 med et eksternt indsatsteam, der har kontrolleret arbejdsforholdene hos kommunens leverandører.
  • Ved årsskiftet oprustede kommunen yderligere med et nyt, internt indsatsteam, der bl.a. er mere til stede på byggepladserne og foretager mere målrettede kontroller.
Kilde: Københavns Kommune

Det sker efter, at København ved årsskiftet har oprustet i kampen mod social dumping.

Cirka halvdelen af kontrollerne afslører fejl 

292 gange i første halvdel af året er kommunen dukket uanmeldt op på byens byggepladser eller har lavet såkaldt dokumentkontrol ved at indhente kopier af ansættelseskontrakter, lønsedler og lignende.

Indtil videre er der fundet  dårlige løn- og arbejdsvilkår i 44 procent af dokumentkontrollerne.

Et tal, der dog forventes at stige til cirka 60 procent, når den sidste tredjedel af kontrollerne gøres op.

I 4. kvartal af 2017 - inden omlægningen af kommunens kontrolindsats - fandt man kun overtrædelser i 5,5 procent af kontrollerne.

Det kan lyde som en dramatisk stigning.

Men den skyldes, at det oprustede indsatsteam kontrollerer mere målrettet for social dumping, end de har gjort tidligere: 

Risikoen vurderes først og fremmest på baggrund af screeningsbesøg, hvor indsatsteamet fysisk besøger bygge- og arbejdspladser og taler med medarbejdere og ledelse. Herudover sker risikovurderingen på baggrund af brancher, om en leverandør tidligere har været involveret i social dumping og konkrete tips til kommunens hotline, oplyser Københavns Kommune til TV 2 Lorry.

Til inspiration for andre 

Ifølge Palle Bisgaard fra 3F kan andre kommuner lære af København, hvor klausuler mod social dumping ikke bare bliver "pæne ord på et stykke papir", men der rent faktisk er afsat penge til at kontrollere dem. 

quote Jeg mener også, at det har en kæmpe afskrækkende virkning, at vi faktisk fanger de brodne kar.

Frank Jensen 

- Det, vi kan se virker, er, at København har hjemtaget kontrollen, så den er foretaget af personer, der kender arbejdspladserne i forvejen, siger han. 

- Jeg mener også, at det har en kæmpe afskrækkende virkning, at vi faktisk fanger de brodne kar. Det betyder, at folk tænker sig om en ekstra gang, inden de snyder på kommunens byggepladser, kantiner osv.  Jeg synes, at det sætter en god standard, at alle steder, hvor der arbejdes for kommunen, der foregår det efter reglerne. Det er helt ufravigeligt, siger Københavns socialdemokratiske overborgmester, Frank Jensen, i en skriftlig kommentar til TV 2 Lorry. 

Også udlandet skæver til vores hovedstaden. I Norge vil sosial- og arbeidsudvalget under det norske Stortinget nemlig aflægge indsatsteamet et besøg den 27. september for at lære af Københavns erfaringer i kampen mod social dumping.

Hotline

Alle kan ringe til kommunens hotline, hvis de har mistanke om eller kendskab til social dumping blandt kommunens leverandører, på tlf. 3366 7010

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik