Snød flygtningebørn for indsamlingspenge: 29-årig dømt

29-årig mand fra Hillerød samlede ind til fordel for flygtningebørn, men beholdt pengene selv.

En 29-årig mand er tirsdag blevet idømt 60 dages betinget fængsel for bedrageri ved Retten i Hillerød.

Manden, der selv er fra Hillerød, oprettede i sommeren 2015 en Facebook-indsamling med navnet 'Jeg har også plads til en flygtning'. Her opfordrede han folk til at overføre penge til ham via MobilePay.

Han oplyste, at donationerne gik til hjælp til flygtningebørn, men pengene kom aldrig videre.  

- Jeg er tilfreds med dommen. 60 dages fængsel er en hård straf for bedrageri af denne beløbsstørrelse, men retten lagde vægt på, at der er tale om udnyttelse af flygtningesituationen og folks ønske om at hjælpe.

- Bedrageriet var overfor mange personer og over en længere periode, siger anklagerfuldmægtig ved Nordsjællands Politi Line Rosberg.

Der er tale om udnyttelse af flygtningesituationen og folks ønske om at hjælpe.

Hun oplyser, at flere end 130 personer nåede at indbetale til kontoen, inden den 29-årige blev politianmeldt i juli 2015.

Manden bedyrede først sin uskyld, men erkendte under retsmødet forholdet.

- Om han fra starten vidste, at han ikke ville give pengene videre, eller om han fandt ud af det hen af vejen, ved jeg ikke, men det er min klare opfattelse, at det var i ond tro, siger Line Rosberg til TV 2 Lorry.

Ud over en betinget straf skal den 29-årige mand også betale en bøde på 8000 kroner. Beløbet svarer til det beløb, han samlede ind i forbindelse med fup-indsamlingen til fordel for flygtningebørn.

Den 29-årige er tidligere idømt bødestraffe for hæleri og tyveri.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik