Rasmus Botoft med den anden hovedrolleindehaver, skuespillerinden, Sandra Borgmann Foto: ZDF/Oliver Ziebe

"Snobben" Rasmus Botoft har scoret stor rolle i tysk film

Rasmus Botoft spiller en af de bærende roller i en stor tysk tv film, Ein Sommer In Dänemark. Lige nu foregår indspilningen i København og i Rungsted.

Rasmus Botoft er måske bedst kendt som den ene halvdel af snobberne Fritz og Poul, men nu har han også mulighed for at komme på fornavn med tyskerne.

Han skal nemlig spille rollen som den charmerende og tysktalende museumsdirektør for Rungstedlund, Mads Søborg, der forelsker sig i filmens hovedperson, den følelsesmæssigt udfordrede oversætter Lena Feldhusen.

Også andre danske skuespillere er at finde på rollelisten: Kirsten Olesen spiler den forelskede museumsdirektørs mor, og Jannie Faurschou ses i rollen som morens veninde.

Den tyske skuespillerinde Sandra Borgmann spiller den kvindelige hovedrolle.

Rasmus Botoft har været i skarp sprogtræning gennem hele sommeren for at kunne begå sig på tysk i det romantiske drama.

- Jeg er utrolig glad for denne opgave, det er en udfordring at spille på tysk, men udfordringer har man godt af. Jeg taler ganske godt tysk, da jeg lige efter murens fald arbejdede som juletræssælger i Leipzig og altid har været en flittig gæst i Berlin. Det har været super skønt at filme tre uger i Berlin og jeg nyder at arbejde sammen med nogle fantastisk dygtige tyske filmarbejdere og skønne tyske kollegaer. Og nu glæder jeg mig til at vise dem København, lyder det fra Botoft i en pressemeddelelse.

En fortælling om at turde
I Ein Sommer In Dänemark rejser den tyske oversætter Lena Feldhusen,  til København for at lave research til en biografi om Karen Blixen og for at konfrontere sin danske far, der forlod Lena, da hun var barn.

Allerede på færgen mellem Puttgarden og Rødby møder hun Mads Søborg, den karismatiske museumsdirektør, der fascineres af den skønne Lena, der dog ikke er sikker på, om hun er klar til den store kærlighed.

Det bliver en udfordrende sommer for Lena, der lærer nyt om både sig selv og sin familie og samtidig skal træffe valget mellem at forblive alene i sin gamle frygt, eller turde at tro på kærligheden sammen med den flotte Mads Søborg.

Filmen instrueres af tyske Imogen Kimmel, der har adskillige succesfulde og anmelderroste tv-film, foruden kortfilm på CV’et.

Filmen ventes at få premiere i 2017.