Sneglefarm i Roskilde producerer unik delikatesse

Lidt uden for Roskilde ligger en sneglefarm, som er det eneste sted i Skandinavien, hvor delikatessen 'sneglekaviar' bliver produceret.

De fleste er bekendt med fastfood. Men der findes også mad, hvor det går lidt langsommere. Et lille stykke uden for Roskilde ligger der nemlig en farm, som specialiserer sig i snegle.

Det er iværksætteren Ditte Ankjærgaard, der sammen med sin mand står bag sneglefarmen. Idéen til sneglefarmen fik de for godt halvavndet år siden.

- Min mand Carsten kom hjem og havde set en engelsk dokumentar, om en dame der havde en sneglefarm. Det så rigtig spændende ud, og jeg havde længe gerne ville noget end at sidde på et kontor dagen lang, siger Ditte Ankjærgaard, der er indehaver af Danske Frilandssnegle, til TV 2 Lorry.

Der var ikke langt fra tanke til handling hos parret i Roskilde, som i dag har næsten 200.000 snegle at holde styr på. Sneglene blev udklækket i foråret og har siden vokset sig store, og farmens allerførste høst skal snart i hus.

- Jamen farmen består jo af en masse grønne arealer vi har plantet, og så de her foderbrætter, hvor jeg strør noget specialfoder ud, som jeg har købt i Frankrig. Indtil videre har de spist tre et halvt ton, så der skal noget til, siger Ditte Ankjærgaard til TV 2 Lorry.

Anses for en delikatesse

Spisesnegle er dog ikke det eneste, som farmen producerer. Som det eneste sted i Skandinavien, producerer de nemlig sneglekaviar, der anses for at være en stor delikatesse.

- Her ser vi to snegle, der er hoppet op i en kop for at lægge æg. På to et halvt døgn lægger de mellem 60 og 100 æg. Bagefter vasker jeg dem rigtig grundigt. De bliver håndsorteret og kommer i en marinade, og så bliver de pakket, siger Ditte Ankjærgaard.

Sneglekaviar har en kilopris på cirka 15.000 kroner, og bliver primært produceret i Frankrig og Italien. Og det er som udgangspunkt en delikatesse der kan findes på Michellinrestauranter.

- Det har sådan en fin lille smag af dejlig fugtig skovjord. På den fede måde, siger Ditte Ankjærgaard.

Vil gerne have det ud til forbrugerne

Håbet for Ditte Ankjærgaard og hendes mand er, at der bliver et stort marked for snegle i Danmark.

- Vi håber, der bliver taget godt imod produktet. Vi stiler jo i første omgang efter gourmetrestauranterne, men vi vil også gerne på sigt have det ud til forbrugerne i delikatesseforretningerne, siger Ditte Ankjærgaard.

Og ifølge iværksætterne selv, så kan sneglekød bruges til lidt af hvert. Kødet er nemlig fedtfattigt, men rigt på protein.

- Jeg ville grille, lave sovse, putte på pizza - hvad som helst, siger Ditte Ankjærgaard.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik