Smart skattefidus: Forældre sælger til børn og presser boligpriser

Siden 2013 er antallet af københavnske ejerlejligheder, der overdrages til familiemedlemmer, steget med over 300 procent. Det presser de i forvejen høje priser endnu højere op.

Det kan være rigtigt svært at få en fod indenfor på den københavnske boligmarked, og det ser ikke ud til, at det bliver lettere i fremtiden.

Flere og flere familier vælger nemlig at sælge deres ejerlejligheder internt i familien. Tal fra Danmarks Statistik viser nemlig, at antallet af familiesalg er steget med hele 300 procent fra 2013 til 2018.

- Det bliver mere og mere udbredt, at mor og far laver et forældrekøb for så at sælge boligen til deres børn efterfølgende. Så sætter de typisk prisen 15 procent under den offentlige vurdering, for så kan børnene gå ud og sælge boligen til markedsprisen med en stor skattefri fortjeneste, siger Andreas Hagelund, der er salgschef hos Nybolig på Frederiksberg.

Ifølge ejendomsmægleren skyldes det det først om fremmest, at priserne i København har nået et et niveau, hvor det kan være utroligt svært at komme ind på boligmarkedet, særligt hvis man er førstegangskøber, men det skyldes også en anden ting.

– Der er klare skattemæssige fordele, hvor børnene kan komme ud med et provenu, som ikke bliver beskattet. Man kan være fristet til at kalde det et arveforskud, som man ikke skal betale skat af, siger Andreas Hagelund.

Det går knapt så hidsigt som sidste år, når det kommer til salg af ejerlejligheder i hovedstadsområdet. Antallet af ejerlejligheder til salg i Region Hovedstaden er steget med 37 procent siden sidste år.

Presser prisen op for alle

Forældrekøbene er gode for børnene, det er der ingen tvivl om, men de kan ifølge ejendomsmægleren være godt træls for alle andre. Den store stigning i familieoverdragelser har nemlig påvirket priserne på de københavnske ejerlejligheder.

- Det betyder jo, at dem som køber de små boliger er blevet økonomisk stærkere, fordi det oftere er forældrene, der køber end de unge selv. Det betyder jo, at der bliver flere om buddet til ejerlejlighederne, og det presser selvfølgelig priserne opad, siger Andreas Hagelund.

Den gennemsnitlige kvadratmeterpris på ejerlejligheder i København er siden 2013 steget med 48 procent, og ifølge ejendomsmægleren kan vi godt forvente, at tendensen kommer til at fortsætte.

- Så længe vi har det prisniveau, vi har, tror jeg fortsat, at der vil være mange forældrekøb og derfor også mange familieoverdragelser, siger Andreas Hagelund.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik