Foto: TV 2 Lorry

Småbørnsforældre har betalt for meget

Forældre med børn i vuggestuer og børnehaver i Gribskov Kommune har betalt overpris for daginstitutionerne.

Det er dyrt at have børn. I Gribskov Kommune har det dog i år været dyrere end nødvendigt at få passet de små daginstitutionerne. Fra næste år vil kommunen sætte dagtilbudstaksterne ned med op til 445 kroner om måneden. Det skriver Frederiksborg Amts Avis.

Det skyldes, at kommunen har opdaget, at dagtilbudstaksterne er beregnet på et forkert grundlag.

- Man kan godt sige, at forældrene har betalt for meget, og derfor skynder vi os at rette op på det, siger Anne Steffensen, chef for skoler og dagtilbud i Gribskov Kommune, til Frederiksborg Amts Avis.

Allerede i 2009 var der problemer med for høje takster i daginstitutionerne, hvilket dog blev affejet af administrationen. Sådan lyder det fra Pernille Søndergaard, der er tidligere bestyrelsesformand for en kommunal institution.

- Nu kommer vi så til at betale den rette pris, men det er interessant at finde ud af, hvor pengene er henne, siger Pernille Søndergaard til Frederiksborg Amts Avis.

Børneudvalgsformand Sisse Krøll Willemoes (Nytgribskov) vil have frem i lyset, om forældrene har betalt for meget i flere år.

- Det er stærkt kritisabelt, hvis der ikke har været styr på det, og hvis det viser sig, at forældrene har betalt for meget i flere år. Vi er nødt til at få det belyst nærmere, for det skaber mistillid til systemet, hvis man ikke kan stole på de opkrævninger, man får, siger hun til Frederiksborg Amts Avis.

Der er ikke udsigt til, at forældrene får betalt pengene tilbage, hvilket ellers er god forvaltningsskik, hvis man spørger kommunalforsker Roger Buch. Han understreger dog, at han ikke kender de specifikke regler for takster på børneområdet.

- Men som overordnet princip skal man sikre sig, at tingene gøres efter reglerne. Hvis tingene ikke er sket efter reglerne, skal man bringe tingene i orden og i givet fald betale pengene tilbage, siger han til Frederiksborg Amts Avis.