Små truede valgsteder får lov at overleve

Vælgerne i landsbyer som Vor Frue og Snoldelev vil også ved de kommende valg have mulighed for at stemme lokalt.

De små valgsteder har ellers været truet af et forslag fra kommunens forvaltning om at indføre delvis digitalisering af valghandlingen. Det ville bl.a. have løst problemerne med at skaffe tilstrækkeligt med valgtilforordnede, fordi behovet ville blive betydeligt mindre. Men digitaliseringen skulle betales ved at nedlægge nogle af kommunens 19 valgsteder, og det ville have kostet stemmestederne i Vor Frue og Snoldelev livet. Begge steder er der under 1000 stemmeberettigede.
Men nu har politikerne droppet tanken om digitalisering af valghandlingen, skriver DAGBLADET Roskilde. Og i samme ombæring har økonomiudvalget besluttet, at der ikke skal ændres ved de nuværende stemmesteder.
- Vi føler ikke, vi får tilstrækkelig gevinst ved at indføre digitale valg, så vi fortsætter på gammeldags maner, siger borgmester Poul Lindor Nielsen (S).