Slut med foreningsdrevet skøjtehal i Ørestad

Foreningen Copenhagen Lions vil fra marts 2018 ikke længere stå for driften af Ørestad Skøjtehal. Københavns Kommune overtager.

Københavns Kommune har besluttet at hjemtage driften af Ørestad Skøjtehal fra ishockey- og kunstskøjteløberforeningen Copenhagen Lions.

Det skriver den ansvarlige borgmester i en pressemeddelelse.

Det allervigtigtigte for mig som borgmester er, at vi sikrer, at københavnerne har et sted at skøjte i Ørestad

Carl Christian Ebbesen, Kultur- og Fritidsborgmester, København, Dansk Folkeparti

- Det er en naturlig konsekvens at lade kommunen tage over, når en forening ikke magter opgaven. Hensynet til københavnerne og deres adgang til byens idrætsanlæg har førsteprioritet – hvem der driver dem kommer i anden række, siger Carl Christian Ebbesen (DF), Kultur- og Fritidsborgmester i København.

Skærpet tilsyn vil fortsætte

Copenhagen Lions har siden oktober 2016 varetaget driften af skøjtehallen, men den aftale vil nu slutte senest 1. marts.

Udover at overtage driften vil Kultur- og Fritidsforvaltningen fortsætte det skærpede tilsyn af foreningen, som Folkeoplysningsudvalget igangsatte i februar.

Læs også Fætter, kone og sønner er med i klubben - men det er ikke nepotisme

Ørestad Skøjtehal er bare en af mange kommunale idrætsanlæg, der drives af en forening, som man har tradition for at gøre det i Københavns Kommune.

Men nu har kommunen altså valgt at overtage driften af Ørestad Skøjtehal.

- Det allervigtigtigte for mig som borgmester er, at vi sikrer, at københavnerne har et sted at skøjte i Ørestad, siger Kultur- og Fritidsborgmester Carl Christian Ebbesen.

 I Københavns Kommune har vi mange gode eksempler på, at det også går fint med at lade foreningerne drive faciliteterne. Men i dette tilfælde har det været for stor en mundfuld.

Rikke Lauritzen, Fmd., Folkeoplysningsudvalget & Medl., Kultur- og Fritidsudvalget, København, Enhedsl.

Copenhagen Lions skriver i en pressemeddelse til TV 2 Lorry, at man i foreningen er helt uforstående overfor København Kommunes beslutning, og at foreningen aldrig har givet udtryk for, at man ikke er i stand til at drive Ørestad Skøjtehal.

- Copenhagen Lions er i stand til nu, som tidligere, at servicere 1500 tilfredse brugere af offentlig skøjteløb, 350 yderst tilfredse medlemmer af Copenhagen Lions – samt skoler og fritidshjem, som kun har ytret tilfredshed med Copenhagen Lions ydelser. Således at Københavns Kommune konkluderer, at Copenhagen Lions ikke magter denne opgave, er en gåde og på ingen måde dokumenteret, står der i pressemeddelelsen.

Opbakning fra modsatte fløj

På rådhuset bakkes borgmesteren op af den modsatte politiske fløj; Enhedslistens medlem af Kultur- og Fritidsudvalget og formand for Folkeoplysningsudvalget, Rikke Lauritzen, er enig i beslutningen om at lade kommunen overtage driften.

- Vi har generelt et supergodt samarbejde med foreningerne, og med vore tilskud sikrer vi fantastisk mange aktiviteter året rundt i faciliteterne, siger hun og tilføjer:

- I Københavns Kommune har vi mange gode eksempler på, at det også går fint med at lade foreningerne drive faciliteterne. Men i dette tilfælde har det været for stor en mundfuld.

Læs også Prestigeprojekt under skærpet tilsyn - frygter børnesvigt

Overdragelsen kommer ifølge kommunen ikke til at få betydning for hverken klubbernes tider i Ørestad Skøjtehal eller den offentllige åbningstid.

Hos Venstre ønsker man dog ikke, at løsningen med kommunalt ansvar for anlægget bliver permanent, og ifølge Kulturordfører Jens-Kristian Lütken vil de på det kommende møde i udvalget foreslå, at der bliver arbejdet hen i mod at få driften udbudt til foreninger igen så hurtigt som muligt.

- For Venstre er det helt afgørende at driften af Ørestad Skøjtehal kommer i udbud igen. Det er langt bedre, at det er foreningslivet, der driver den slags anlæg fremfor kommunale medarbejdere, siger han til TV 2 Lorry.