Slut med fest til klokken fem på fremtidens københavner-barer

Politikerne i København vil fjerne en stor del af festerne og larmen fra Indre by, så beboerne oplever færre gener.

Københavnerne er glade for at gå i byen, og i weekenderne er natklubber og barer ofte pakket til randen med festglade mennesker. Men larmen har også sige konsekvenser.

Beboerne i indre København har længe brokket sig over den voldsomme støj, som festerne skaber. For nogle borgere har støjen endda været så slem, at de har været nødt til at sove på en madras på deres badeværelse, fordi det var der, at der var mindst larm.

Nu har politikerne i København så valgt at gøre noget ved problemet.

- Det er gået for vidt. Det er sådan, at rigtig mange beboere i Indre By, simpelthen ikke kan sove om natten. De skulle jo gerne have et hverdagsliv til at fungere med at passe deres arbejde og få børnene op i skole, siger medlem i Københavns Borgerrepræsentation, Susanne Møller, Kons., til TV 2 Lorry.

Gadefesten er problemet

I går blev ‘restaurationsplanen’ vedtaget i Københavns Borgerrepræsentation. Her støttede alle partier, med undtagelse af Liberal Alliance, blandt andet at der gives mulighed for at stoppe for natbevillinger.

I alt har 120 borgere skrevet et svar i høringsperioden, som gør, at kommunen nu kan droppe uddelingen af de såkaldte “klokken fem bevillinger”.

Men ifølge direktøren for Danske Restauranter og Cafeer, så er det største problem ikke larmen fra selve natklubberne, men snarere larmen fra gaderne - også selvom han er glad for, at der nu bliver sat fokus på problemerne.

- Jeg tror, at der er generel enighed om, at det der skaber problemerne, det er gadefesten. Nu adresserer den her nattelivsplan jo faktisk lige præcis det emne, siger Torben E. Hoffmann Rosenstock, direktør i DRC, til TV 2 Lorry

I Indre By sælger restauratørerne hvert år for syv milliarder kroner. Og i en Epinion undersøgelse fra november svarede 46 procent, at de oplever gener fra larmende og festglade mennesker, når de bor i byen. Kun 17 procent svarede, at det er barer og natklubber, der er problemet.

- Nattelivet er jo i lighed med resten af restaurationsbranchen inde i en rigtig positiv udvikling, men den gadefest - det er den, der skaber lidt problemer, siger Torben E. Hoffmann Rosenstock.

Festen skal rykkes væk fra beboelse

Politikerne lægger op til, at man rykker festen fra Indre By til steder, hvor der ikke er beboelse - som fx. Refshaleøen eller Kødbyen.

- Steder, hvor der er mange restauranter, og hvor der er åbent til klokken fem, det er der folk samles. Derfor er man simpelthen nødt til at gå den anden vej, siger Susanne Møller.

Men gik du ikke selv meget i byen, da du var ung?

- Jo, jeg gik da også i byen, da jeg var ung, og jeg var også på værtshuse til klokken fem, siger Susanne Møller.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik