00:46

Slikkepinde og kram: Betjentene er i gavehumør til Distortion

For Københavns Politi er Distortion en god anledning til at komme i kontakt med unge mennesker.

Festglade mennesker i tusindvis indtog onsdag Nørrebros smalle gader, hvor der var skruet godt op for både bas og promiller. 

Københavns Politi var som tidligere år talstærkt til stede under Distortion, men de var der langt fra kun for at uddele bøder.

Det vigtigste våben var hverken tjenestepistol, knippel eller strips til håndledene. Det var hjerteformede slikkepinde: 

- Det er jo en festbegivenhed, og vi vil ikke komme for at se alvorlige og farlige ud. Tværtimod. Vi vil gerne have, at folk hygger sig og føler sig trygge. Og det mener vi, at vi gør, ved at komme med et smil og være imødekommende, forklarer vicepolitiinspektør Riad Tolba til TV 2 Lorry. 

Læs også Distortion fylder 20 år: Se her, hvordan festen startede

Slikkepinden skal forhindre lommetyverier

Krammere, selfies og sukker fra politiet er ikke helt uden bagtanker. 

Man har i samarbejde med blandt andet Københavns Kommune, DSB, Distortion, Movia, Københavns Lufthavn, Torvehallerne, Illum og Natteravnene lanceret kampagnen 'Pickpockets Love Distractions', der skal gøre danskerne opmærksomme på lommetyverier. 

Og det er særligt unge københavnere mellem 18 år og 30 år, der bliver bestjålet i sommervarmen, når de færdes i byens gader og er optagede af arrangementer eller hinanden.

Derfor skal der uddeles gode råd til, hvordan man beskytter sig mod tyveri, og i den forbindelse er såvel klistermærketatoveringer som slikkepinde ganske brugbart:

- Slikkepinden kan være en rigtig god icebreaker for at vise, at vi er faktisk nogle søde og rare mennesker, siger vicepolitiinspektør Riad Tolba til TV 2 Lorry.

GØR DET SVÆRT FOR LOMMETYVEN - STIL DIG SELV TRE SPØRGSMÅL: 

Er du opmærksom på dine ting, når du står blandt mange mennesker?

Er din telefon og pung placeret et sikkert sted? 

Dækker du altid din pinkode, når du betaler med kort? 

Læs også Omlagte busser og spærrede veje: Sådan påvirker Distortion trafikken

Frank Jensen: Vi små være mere opmærksomme

Omkring halvdelen af alle cirka 27.500 lommetyverier i Danmark sker i København, selvom kun en tiendedel af befolkningen bor i byen.

Men øget opmærksomhed og enkle forholdsregler gør faktisk en forskel, viser tidligere opmærksomhedskampagner.

Antallet af tyverier faldt med 10 procent fra 2016 til 2017, påpeger overborgmester Frank Jensen, der derfor er glad for at kunne samarbejde med politiet under Distortion. 

- Vores kampagne virker, så derfor fortsætter vi. Og vi fortsætter ufortrødent sammen med politiet.

- Vi skal have antallet af lommetyverier ned, og der er kun én vej. Det er os københavnere, der skal være mere opmærksomme i det offentlige rum, siger han til TV 2 Lorry. 

00:34 Luk video

15 anholdelser på Distortions første dag

Københavns Politi oplyser, at man foretog 15 anholdelser på Nørrebro:

En for tyveri.
Fem for salg af stoffer.
Fire for vold og en for vold mod tjenestemand. 
Tre for ulovligt arbejde. 
To for brud på ordensbekendtgørelsen.
En for blufærdighedskrænkelse. 

- Overordnet set er det forløbet rigtig godt. Arrangementet er forløbet i god ro og orden set med politiets briller. Især taget i betragtning, at så mange har været samlet på et lille område, siger vicepolitiinspektør Riad Tolba til TV 2 Lorry.