Slem sjusk med magtanvendelser

Københavns Kommune har ikke styr på, hvor tit der bruges magt mod psykisk syge. 57 indberetninger fra ét bosted er blevet til tre hos forvaltningen. Det erfarer Berlingske Tidende.

Mens Socialforvaltningen i Københavns Kommune kæmper for at få ryddet op på flere skandaleramte bosteder, er et nyt alvorligt problem dukket op. Socialforvaltningen har videregivet et forkert billede til politikerne af, hvor ofte, der er blevet anvendt magt mod de psykisk syge og handicappede. Serviceloven kræver ellers, at brug af magt på bostederne begrænses til et minimum. Og at alle magtanvendelser derfor skal indberettes, så kommunalbestyrelsen kan følge udviklingen nøje. Efter de sidste fem måneders massive kritik af overdrevet magtanvendelse er borgerrådgiver Johan Busse overrasket over at konstatere, at der er optællingsfejl i forvaltningen.
- Kommunen har givet forkerte oplysninger til omverdenen. De tal er grundlaget for de politiske tiltag, der sættes i værk på området, og for at politikerne har mulighed for at holde øje med det, siger Busse. Han studsede selv over nogle stærkt misvisende opgørelser fra bostedet Svanehuset. Ifølge bostedets egne indberetninger, blev der brugt magt i 57 tilfælde sidste år. Men i socialforvaltningens opgørelse står der, at der kun har været anvendt magt tre gange. Borgerrådgiveren og socialforvaltningens egen stikprøvekontrol har vist, at fejlen ikke er en enlig svale. Derfor skal nu tælles om. Socialforvaltningen forventer, at den nye optælling vil resultere i en stigning i det samlede antal magtanvendelser. Det skriver Berlingske Tidende.
Fejlene skyldes ikke, at bostederne forsøger at skjule noget, lyder forklaringen, forvaltningen har bare ikke haft styr på tallene. Socialborgmester Mikkel Warming (Enh.) beklager fejlen og lover, at Socialudvalget nu får korrekte tal.
Professor i socialret ved Københavns Universitet, Kirsten Ketscher, undrer sig over, at forvaltningen bliver ved at begå fejl:
- Det er kritisabelt, at forvaltningens medarbejdere ikke har vist større omhu på et område, som har været udsat for så megen kritik efter flere alvorlige afsløringer. Det er helt på sin plads, at man nu gør arbejdet om. Politikerne er virkelig afhængige af at få de rette tal, hvis der skal gøres noget på et problemramt område. Men indsatsen i forvaltningen er ikke opmuntrende, snarere nedslående. Det skriver Berlingske Tidende.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik