Slagsmål om gode tog truer nye DSB-udbud

En beslutning om, at DSB skal aflevere 20 moderne togsæt fra den sjællandske regionaltogstrafik til Kystbanen, der fra januar næste år skal drives af datterselskabet DSB First, har vakt så stor opstandelse, at det truer en politisk aftale om, at en tredjedel af DSBs trafik uden for hovedstrækningerne og S-banen skal være udbudt senest i 2014, skriver Berlingske Tidende.

Socialdemokraterne trækker i nødbremsen og kræver stop for nye
udbud. Og regeringspartierne er stort set enig i, at nye udbud
først skal sættes i søen, når der er kommet helt styr på, om de
skandaleombruste IC4-tog overhovedet kommer på banen, og hvornår
de 83 bestilte togsæt i givet fald er køreklar. Situationen er
opstået, efter at det er kommet frem, at DSB er kontraktligt
forpligtet til at overdrage 20 elektriske IR4-tog til DSB First
til næste år. Det fremgår af et aktstykke, som et flertal i
Folketingets finansudvalg godkendte i 2006. Dengang troede alle,
at pendlerne på de sjællandske regionaltogsstrækninger kunne
køre i moderne togsæt, fordi IC4-togene for længst var indsat i
landstrafikken. Men i stedet mister pendlerne på først og
fremmest strækningen København-Ringsted deres bedste tog og
tvinges til at bumle i gamle blå vogne. »Det giver ingen mening
at fastholde beslutningen om nye udbud inden 2014, for vi kan
simpelt hen ikke byde folk, at der ikke følger moderne materiel
med. Derfor foreslår vi, at man stopper for al videre udbud,
indtil vi har fået styr på den katastrofale mangel på moderne
tog i Danmark,« siger Socialdemokraternes trafikordfører Magnus
Heunicke. Transportminister Lars Barfoed (K) kalder rokaden af
IR4 togene fra DSB til DSB First for en beklagelig situation,
der er opstået på grund af mangel på materiel. »Det er min
opfattelse, at vi ikke skal foretage nye udbud, før vi er helt
sikre på, at der er en stabil materiel situation. Så meget har
vi lært af denne her historie, og derfor er jeg egentlig meget
på linje med Magnus Heunicke. Vi skal ikke bringe os i sådan en
situation igen,« siger Lars Barfoed. Både transportministeren og
Venstres trafikordfører Kristian Pihl Lorentzen siger, at der i
maj 2009 kommer en afklaring på, om IC4-togene bliver køreklare,
eller om ordren på de italienske tog må annulleres. Derfor er
det ikke udelukket, at det rent faktisk kan lade sig gøre at
udbyde nye strækninger med moderne tog inden 2014. »Efter maj
2009 ved vi, hvordan den materielle situation tegner sig. Enten
har vi IC4-togene eller en plan B. Så der ligger ikke nye udbud
og venter lige om hjørnet. Men vi skal helt klart videre med at
udbyde strækninger på et tidspunkt af hensyn til passagererne,«
siger Kristian Pihl Lorentzen. Det er endnu ikke afgjort, om de
sjællandske pendlere får en form for kompensation, når deres
gode tog bliver indsat på Kystbanen. Det satser bl.a. Dansk
Folkeparti på, selv om partiet har været med til at beslutte
rokaden. »Det vil være rimeligt at give kunderne en økonomisk
kompensation. Og jeg vil have undersøgt alle aspekter i den her
flytten rundt. Det kan godt være, mit parti har stemt for det,
men beslutningen burde være trukket tilbage, indtil der kommer
nyt materiel,« siger trafikordfører Kim Christiansen, som har
kaldt Lars Barfoed i samråd.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik