Foto: Morten Germund / Scanpix

Slagsmål om parkeringspriser: "Det er horribelt"

De Konservative og Venstre vil have priserne ned, men det siger socialdemokraterne nej til.

Godt 15.600 kroner om året. Det er, hvad det koster beboerne i byggeriet Marmorbyen i Københavns Nordhavn at parkere bilen. Marmorbyen hører lige som Ørestad under det offentligt ejede selskab By og Havn, som fastsætter beboerlicenserne.

Det koster lige knap 1300 kroner om måneden. Til sammenligning er den laveste årlige takst i Københavns Kommune på bare 100 kroner – om året.

Læs også Din bil bestemmer prisen: Så meget koster parkering i København

De høje priser har fået de Konservative i Københavns Borgerrepræsentation til at kalde forskellen for helt horribel.

- Jeg synes, det er helt urimeligt, at kommunen opkræver 11-12-1300 kroner i parkering hver eneste måned. Og så har man skudt et kommunalt selskab ind imellem for at dække over det. Jeg synes faktisk, det grænser til det næsvise, siger de Konservatives Jacob Næsager til TV 2 Lorry.

Derfor vil de Konservative og Venstre på torsdag forsøge at få Københavns Borgerrepræsentation til at presse By og Havn til at sænke parkeringspriserne i Ørestad og Nordhavn.

S: Det kan man ikke

Men det kan man ikke lyder det fra socialdemokraternes Jakob Hougaard, der er medlem af Teknik- og Miljøudvalget.

- Nej, fordi boligernes parkering er noget private selv skal betale. Det er reguleret i lovgivningen. Og hvis kommunen sagde, nu skal man have gratis parkering i Ørestad, så ville man også alle andre steder i byen sige ”jamen, så skal vi jo også have vores parkering betalt”, siger Jakob Hougaard til TV 2 Lorry.

Den kommentar fra Jakob Hougaard falder dog ikke i god jord hos Jacob Næsager.

- Det er ikke rigtigt, man ikke kan gøre noget ved det. Spørgsmålet er, om man har politisk vilje til det, siger Jacob Næsager.

Københavns Kommune ejer 95 procent selskabet, der i år forventer at have et driftsoverskud på parkeringen på 70 millioner kroner.

Beboer overvejer at flytte

TV 2 Lorry har været i kontakt med en beboer fra Marmorbyen, Cecilie Arnfeldt, der er ked af at skulle betale så meget.

- Vi troede lige som resten af folk, der bor i 2100 København Ø, at vi kunne købe en beboerlicens og så holde lige på den anden side af Nordhavn Station, siger Cecilie Arnfeldt, men det er ikke muligt.

De høje parkeringspriser i Marmorbyen har fået Cecilie Arnfeldt og hendes lille familie til at overveje, hvor længe de bliver boende.

- Det er en rimelig stor ting for os, og vi har faktisk snakket om, om det er det værd at betale så mange penge for det, siger Cecilie Arnfeldt.