Lokalbrag i Parken: Venner bliver til fjender

Naboopgør på Østerbro. B.93 fra Østerbro og FC København fra Frederiksberg mødes i den danske pokalturnering. Der er meget mere end æren på spil.

Et ægte slag om København.

Sådan vil mange mennesker nok betegne kampen mellem de to traditionsrige fodboldklubber B.93 fra den danske 2. division og landets for tiden bedste klub FC København - men i aften mødes de i 4. runde af den danske pokalturnering i fodbold.

quote Det er den største kamp som B.93 har været i i mange år.

Sune Lærkedahl Jensen, Træner i B.93

- Kom nu drenge, det ligner lort! Nu er vi igang med at træne, råber B.93 træner Sune Lærkedahl Jensen til sine spillere en kold og våd aften på træningsbanen ved Svanemølleanlægget.

Det er blevet fyraften for de fleste, men ikke i B.93, hvor træningen ligger efter spillernes normale arbejde.

Selvom B.93 har en lang historik med store triumfer i Danmark, er de ikke spået mange chancer i aften mod storfavoritterne fra FC København. Spillerne i B.93 er deltidsprofessionelle, mens FC København brager derud af i både Superligaen og Europa League.

-  Det er en stor kamp, og vi glæder os til at komme ud og måle os med nordens bedste hold. Det er klart, at det er den største kamp som B.93 har været i i mange år, siger Sune Lærkedahl Jensen og tilføjer:

- Vi ved selvfølgelig godt, at vi er kæmpe underdogs, men vi går også ud og spiller vores chance og håber på at kunne overraske. Større overskrifter er før skrevet, så vi håber selvfølgelig på det. 

I sidste runde af pokalturneringen leverede B.93 en mindre sensation, da de slog superligaklubben Esbjerg ud. Kampen mod naboerne fra FCK bliver noget helt andet.

quote FCK jo det største hold, så det var den perfekte lodtrækning for os. Det er bare med at nyde det.

Martin Heisterberg, Anfører i B.93

- Det er den største kamp, vi kan spille. Som 2. divisionshold får vi helt klart de sjoveste kampe i pokalturneringen. Og der er FCK jo det største hold, så det var den perfekte lodtrækning for os. Så det er bare med at nyde det, siger Martin Heisterberg, der er skolelærer og anfører i B.93. 

- Jeg skal jo på arbejde inden kampen på onsdag. Og det tvivler jeg på, at der er nogle af de andre fra FC København, der skal. Så det er klart, det er en hel anden verden. De har 100% fokus på at spille de kampe her, og vi laver primært noget andet, så det er to forskellige verdener, der mødes.

Fordi B.93 ikke har varme i banen hjemme på Østerbro Stadion, er kampen flyttet nogle få hundrede meter til Parken, hvor man håber på at kunne få solgt op mod 5.000 billetter.

Og selvom det er minimalt i forhold til, hvad spillerne i FC København normalt er vant til, så har kampen en helt speciel betydning for mange i klubben.

- Det er en meget speciel kamp for mange af drengene her i FCK. Vi har normalt et helt vildt tæt forhold, så forhåbentligt bliver det en kamp med god stemning og gode oplevelser, siger William Kvist.

Udover at være professionel fodboldspiller i FC København, er han bestyrelsesmedlem i B.93. Derfor har han lidt ekstra på spil i aften.

quote Det er en meget speciel kamp for mange af drengene her i FCK. Vi har normalt et helt vildt tæt forhold

William Kvist, Midtbanespiller i FCK

Udover William Kvist har FCK-spillerne Jores Okore, Mathias "Zanka" Jørgensen, Youssef Toutouh og Baskim Kadrii, der dog er udlejet, et tæt forhold til lillebrorklubben B.93. De har alle spillet i klubben tidligere i karrieren. Også FCKs tekniske direktør Johan Lange kommer fra naboklubben.

Men selvom venskabet normalt er godt, og niveauerne langt fra hinanden, så tror B.93-folkene på, at man kan drille storebror i aften.

- Selvom vi alle normalt har et tæt forhold, så spiller vi selvfølgelig for at vinde - og vi vil give alt for at vinde. Og så må vi se efter 90 minutter, om vi skal ud i forlænget spilletid eller hvad, siger Sune Lærkedahl Jensen.

- Jeg håber, vi kan drille dem så lang tid som muligt, og så kan alt ske til sidst - og så vinder vi forhåbentligt 1-0, siger Martin Heisterberg.

 

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik