Slaget om Fælleden fortsætter: Radikale vil droppe campingplads

Radikale Venstre løber fra gammelt budgetforlig og vil droppe planerne om en campingplads i den ellers fredede natur på Amager Fælled.

Det har i næsten fem år været planen at inddrage 145.000 kvadratmeter af Amager Fælled til en moderne campingplads.

quote Vi har haft en rivende byudvikling i København, og det gør, at de grønne områder kommer under pres. 

Tommy Petersen, gruppeformand

På den måde ville man gøre det muligt at campere i cykelafstand fra Rådhustårnet, Strøget og andre seværdigheder i Indre København, og samtidig lukke Bellahøj Camping, der anses som forældet og desuden ikke kan udvides. 

Af lokalplansforslaget fremgår det, at der på Fælleden både skal etableres teltpladser, område til campingvogne, faste campinghytter, legeplads, bygning til toiletter og forplejning samt laves tilhørende cykelsti og parkeringspladser. 

Byggeriet vil være for stort
Men det er et alt for omfattende projekt, mener man nu i den Radikale gruppe i Københavns Borgerrepræsentation - også selvom partiet stemte for projektet under budgetforhandlingerne i 2011. 

- Vi har haft en rivende byudvikling i København, og det gør, at de grønne områder kommer under pres. Dem må vi altså sørge for at bevare, og vi har ikke noget særligt behov for en campingplads, som jeg ser det, siger de Radikales gruppeformand Tommy Petersen til TV 2 Lorry. 

Kamp mod boligbyggeri har skubbet til politikerne
Det er blandt andet efterårets mange protester mod det kommende Amager Fælled Kvarter, der har fået partiet på bedre tanker.

Flere tusinde borgere, fire foreninger og grønne organisationer lavede i september en menneskering omkring Fælleden, og hvad der skal blive til et område med 2000 boliger. Også Den Blå Planet blandede sig i debatten, og kaldte planerne brandærgerlige for dyrelivet. 

- Man kan sige, at vi i forbindelse med diskussionerne omkring byggeriet har set os selv i øjnene og dannet os et fugleperspektiv over byen. Når campingpladsen kommer i denne form, så mener vi ikke, at planerne skal imødekommes. Det er alt for massivt, siger Tommy Petersen til TV 2 Lorry.

SF sidder med bolden
Den nye Amager Fælled Campingplads var i sin tid et brændende ønske fra SF, der ville gøre det muligt at holde grøn ferie tæt på hovedstadens byliv, og samtidig være et alternativ til de internationale hotelkæder, der ifølge kommunens erhvervsplan skal bidrage til den ønskede årlige vækst på fem procents øget turisme. 

SF har dog samtidig støttet op om protesterne mod Amager Fælled Kvarter, så Tommy Petersen håber, at de kan have droppet deres campingønsker siden forhandlingerne i 2011. 

- Hvis SF er med på ideen, så kan jeg ikke se, hvorfor campingplanerne ikke skulle kunne skrottes. Hvert parti har jo sine ønsker i et budgetforlig, og det her var SF's. Jeg kan ikke se, hvorfor de andre partier skulle holde fast i et ønske, der ikke var deres, siger den Radikale gruppeformand. 

TV 2 Lorry har i skrivende stund været i kontakt med både Socialdemokraterne og SF. Partierne ønsker ikke at udtale sig endnu, før forslaget er vendt internt. 

Forhandlingerne finder sted torsdag aften på Københavns Rådhus. 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik