Slæbte turist hen ad gaden: 14-årig tasketyv overmandet

Purung tasketyv blev overmandet af 'gode borgere' efter at have slæbt en 65-årig turist hen ad gaden.

En 65-årig udenlandsk turist fik sig sent onsdag aften et kedeligt minde i København.

Hun blev nemlig slæbt flere meter hen af gaden, da hun nægtede at give sin taske til en hætteklædt tasketyv på kun 14 år.

Det oplyser Københavns Politi til TV 2 Lorry.

Overfaldet fandt sted foran Hotel Imperial i Vester Farimagsgade klokken cirka 22.30.

- Det er en fyr på 14 år, der prøver at hive tasken af skulderen på hende. Det udvikler sig fra tyveri til røveri, da hun holder godt fast i tasken, så det ender med, at hun bliver slæbt nogle meter hen ad gaden, siger central efterforskningsleder ved Københavns Politi Youssef Lharraki til TV 2 Lorry.

Den purunge tasketyv slipper til sidst afsted med tasken,  men han når dog ikke langt med sit bytte.

I forbindelse med røveriet råber den 65-årige turist nemlig på hjælp, og det gør, at 'gode borgere' løber til stedet og overmander drengen i Nyropsgade ikke langt derfra.

- Vidner fik tilbageholdt ham, indtil vi kom. Han blev taget med hendes taske, så hun har fået sine effekter tilbage, siger Youssef Lharraki til TV 2 Lorry.

Den 14-årige tasketyv er fra Fyn. Han er nu overdraget til de sociale myndigheder.

- Han er under den kriminelle lavalder, så han kan formelt set ikke sigtes, siger Youssef Lharraki til TV 2 Lorry.

Han oplyser, at den 65-årige kvinde klagede over smerter i skulderen efter taskerøveriet,  og ifølge Ritzau måtte hun efterfølgende en tur på skadestuen, for at få sat sin skulder på plads. Den var nemlig blevet revet af led, da hun blev slæbt hen ad Vester Farimagsgade.

 

 

 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik