Skyldig i flere voldtægter og kidnapning

En 25-årig mand er onsdag blevet kendt skyldig i fem grove sager om kidnapning og voldtægt af kvinder i København.

Beviserne mod den 25-årige mand, som har arbejdet som hjemmehjælper, var stærke nok til, at han blev kendt skyldig alle fem sager. Anklageren mener, at manden er så farlig, at han skal idømmes forvaring. Derudover kræver anklageren også udvisning af Danmark.

Den 25-årige er skyldig i at have kidnappet og voldtaget tre unge kvinder, ligesom han forsøgte at gøre det samme mod to andre kvinder.

Under retssagen er det kommet frem, hvordan den 25-årige gennem syv måneder har jagtet kvinder i det københavnske natteliv. Han har hele tiden nægtet sig skyldig, men er i dag kendt skyldig. I alle sager er kvinder blevet tvunget ind i mandens bil.

LÆS OGSÅ: Læger: Voldtægtsmand er ikke sindssyg

Dna-beviser fundet i bil

Dna-beviser har spillet en rolle i sagen, da dna fra flere af voldtægtsofrene er fundet i mandens bil. Et offer efterlod sine handsker i bilen, de lå der stadig, da den 25-årige blev anholdt tilbage i februar.

Det var først efter den femte forbrydelse 8. februar, at politiet for alvor begyndte at se et mønster. I Svendborggade på Østerbro blev en 18-årig kvinde tvunget ind i en mørk bil, kørt til Mindelunden i Hellerup og udsat for voldtægt og trusler på livet.

Offeret beskrev gerningsmanden som afrikansk og kørende i en mørk bil.

Politiet fandt ham en tidlig morgen i midten af februar siddende i sin bil på Østerbro i København. På den baggrund blev han anholdt og sigtet for forbrydelserne.

Det er nu op til anklager og forsvarsadvokat at forsøge at overbevise retten om, hvilken straf den 25-årige skal idømmes.