Mand dræbt af skud midt i København

En 39-årig mand er afgået ved døden efter et skyderi på Helgolandsgade nær Københavns Hovedbanegård tirsdag, oplyser Københavns Politi.

Opdateret klokken 17.05: Københavns Politi oplyser, at en 39-årig mand har mistet livet i skudepisoden på Helgolandgade. Artiklen opdatereres...

En 39-årig mand er blevet dræbt af skud tirsdag eftermiddag i København.

Skyderiet fandt sted kort før klokken 14 ved Helgolandsgade på Vesterbro nær Københavns Hovedbanegård.

- I forbindelse med skudepisoden i Helgolandsgade i eftermiddag er en 39-årig mand afgået ved døden efter at være blevet ramt af skud. Efterforskningen af sagen er i fuld gang, og vi har pt. ikke yderligere, skriver Københavns Politi på Twitter.

Lignede en likvidering

Politiet har ikke yderligere kommentarer til sagen, da efterforskere og teknikere fortsat arbejder på gerningsstedet, men vidner fortæller til TV 2, at drabet nærmest havde form af en likvidering.

- En mand og en gravid kvinde kommer gående sammen på fortovet, da der kommer en mand mod dem. Han er maskeret, og han skyder manden, fortæller et kvindeligt vidne til TV 2.

Hun ønsker ikke at stå frem med sit navn, som er TV 2 bekendt - og det samme gør sig gældende for en mand, der ilede til for at hjælpe med førstehjælp. Han fortæller, at han forsøgte at puste liv i skudofferet, mens andre kæmpede for at stoppe blødningerne.

- Jeg hørte fem skud, og jeg kunne se, han var ramt flere steder, siger manden.

Artiklen fortsætter efter videoen...

Bevæbnet politi var massivt til stede på Helgolandsgade tirsdag eftermiddag.

Ifølge vidnerne løb gerningsmanden bort fra stedet og satte sig ind i en ventende sort Audi Stationcar med tonede ruder, hvorefter han sammen med yderligere en person kørte bort fra stedet.

Politiet har talt med adskillige vidner på stedet, hvoraf flere er blevet tilbudt krisehjælp, men drabschef Brian Belling siger til TV 2, at man fortsat gerne vil høre fra personer, der måtte have set noget.

- Vi vil meget gerne tale med vidner, der endnu ikke har talt med politet. De må gerne ringe 114, siger Brian Belling.

Lukkede ned for togdriften

I forbindelse med skyderiet var Københavns Hovedbanegård kortvarrigt afspærret, ligesom området omkring gerningsstedet er blevet afspærret.

Under afspærringen kørte der ikke tog til og fra stationen.

Her ses en af betjentene i forbindelse med skyderiet på Helgolandsgade på Vesterbro.
Her ses en af betjentene i forbindelse med skyderiet på Helgolandsgade på Vesterbro.
Foto: Local Eyes

Mand set løbe fra brændende bil

Københavns Vestegns Politi var tirsdag eftermiddag massiv til stede omkring Bondehøjvej mellem Sengeløse og Holbækmotorvejen, hvor man var kaldt ud til en brændende bil.

Vagtchefen ved Københavns Vestegns Politi siger til TV 2, at man rykkede massivt ud, fordi man havde mistanke om, at det kunne have forbindelse til skudepisoden på Helgolandsgade på Vesterbro.

Politi massivt til stede ved Sengeløse.
Politi massivt til stede ved Sengeløse.
Foto: Presse-fotos.dk

En mand var blevet set løbe fra den brændende bil, men ifølge vagtchefen førte aktionen ikke til noget, og manden er dermed fortsat på fri fod.

Politiet ved ikke på nuværende tidspunkt, om de to sager har forbindelse til hinanden.

Den 39-årige mand blev skudt og dræbt på Helgolandsgade i den københavnske bydel Vesterbro.
Den 39-årige mand blev skudt og dræbt på Helgolandsgade i den københavnske bydel Vesterbro.
Foto: TV 2

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik