Politiet efterforskede sent i går aftes et skyderi i Taastrup. Nu søger de vidner. Foto: Presse-fotos.dk

Skyderi i Taastrup: Politi søger vidner

Københavns Vestegns Politi efterlyser vidner, der har informationer om det skyderi, der skete i Taastrup onsdag aften.

Onsdag aften blev der affyret skud mod en bil på adressen Helgeshøj Allé 38 i Taastrup.

Politiet har været sparsomme med informationerne, og vil fortsat ikke ud med mange detaljer.

Torsdag oplyser politiet, at en 39-årig mand blev beskudt i sin Skoda Fabia fra en anden bil. To skud ramte bilen, men heldigvis kom ingen noget til i forbindelse med skyderiet.

Efterforskningen har efterladt politiet med et vældig sparsomt signalement af gerningsmanden og dennes køretøj. Politiet har dog fået at vide, at bilens farve angiveligt skulle have været mørk. 

Læs også Skud mod bil i Taastrup

Derfor oplyser Københavns Vestegns Politi nu i en pressemeddelelse, at de søger vidner med information om skyderiet. 

Politiet fik anmeldelsen klokken 21.19 onsdag, så derfor søges vidner, der har hørt eller set noget i tidsrummet op til og omkring dette. 

- Vi efterforsker sagen bredt og kan endnu ikke lægge os fast på et motiv, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose i en pressemeddelelse.

Hvis man ligger inde med oplysninger om skyderiet, kan Københavns Vestegns Politi kontaktes på 43861448. 

Politiet efterforskede sent i går aftes et skyderi i Taastrup. Foto: Mathias Øgendahl

  Foto: Presse-fotos.dk