Råger skulle være en udsøgt spise. Nederst i artiklen finder du en opskrift på rågeruller. Foto: Søren Steffen - Ritzau & Scanpix

Skyd en råge og spis den: Her er opskriften

Råger bliver skudt i både Egedal og Greve, men hvorfor smide den døde fugl ud, når du her kan få en lækker opskrift på rågeunger.

I Greve og Egedal skyder de i øjeblikket alle de råger, de kan spotte.

De sorte fugle både skriger og skider ved daginstitutioner og plejehjem i sådan et omfang, at kommunerne har fået tilladelse fra Naturstyrelsen til at skyde den fredede fugl ned.

Læs også Kommune bekriger forhadte fugle: De skider på vores børn

Indtil videre er det kun lykkedes at få ram på fire råger i Greve alene i år og mellem 70-80 gennem fire år i Egedal, men Naturstyrelsen har ikke sat noget loft for, hvor mange rågeunger, de må slå ihjel.

Så hvorfor ikke udnytte situationen og vende det til noget positivt? Råger skulle nemlig være en helt kanon spise. Og hvis du er i tvivl om, hvordan man tilbereder en fredet fugl, så frygt ej. Carsten Dahl-Hansen er jæger i Egedal, og han er klar til at dele sin superlækre opskrift på rågeruller:

Opskrift på Carstens rågeruller

Ingredienser: 

1xRågeunge
4xFed hvidløg
Creme Fraiche (18%)
Gratineringsost
Serranoskinke
Svampe
½ liter fløde (38%)

Evt.:
Persille
Lidt god rødvin

Sådan gør du:

Begge bryststykker fra en rågeunge rulles ind i et stykke serranoskinke, der om nødvendigt lukkes med en tandstik.

Oven på rågerullen lægges en skefuld af en blanding bestående af en hel creme fraiche (18 %), gratineringsost, fire fed hvidløg og eventuelt persille.

Rågerullerne lægges i et ildfast fad; supplér med svampe.

Tilføj næsten en halv liter piskefløde (38 %, men en mindre % kan nok også gøre det) og eventuelt lidt god rødvin.

200 grader i ovnen (varmluft) i 40 minutter.

Nye kartofler og en god salat passer godt til rågerullerne.

Velbekomme!

Se, hvordan du sprætter en råge op lige her: 

02:50 Luk video