Skudt mand i Tingbjerg er tilfældigt offer

24-årig skudt i sin bil, da han holdt for rødt i Tingbjerg. Manden er tilsyneladende et tilfældigt offer.

En 24-årig mand fik sig en heftig start på dagen, da han fredag morgen klokken 8.40 blev skudt i sin Mercedes i bydelen Tingbjerg.

Ifølge politikommissær Knud Hvass fra politiets bandeenhed holdt den unge mand for rødt i sin bil, da en maskeret person læner sig ud af vinduet fra bagsædet af en Ford Mondeo foran ham.
- Personen skyder med en revolver fire gange mod den unge mand, der bliver ramt i skulderen. Offeret kører selv fra stedet og tilkalder politiet, siger politikommissæren.

Den skudramte er ikke kendt i bandemiljøet, og ifølge Knud Hvass peger alt på, at han er et tilfældigt offer for den blyholdige patrulje.
- Han mener ikke selv at have nogen fjender, og alt tyder på, at han er et helt tilfældigt offer, siger Knud Hvass.
Offeret har ikke kunnet give et signalement af gerningsmændene, men mener, at manden med revolveren var "lys i huden".

Efter skyderiet kører de to-tre gerningsmænd bilen til et skovområde ved Oxbjergvej i Glostrup og stikker den i brand.
- Vi er ret sikre på, at det er gerningsbilen for revolveren lå i den, siger Knud Hvass.
Ford Mondeoen er stjålet 11. august fra en forhandler i Hillerød, og den var påsat nummerplader, der er stjålet for et par dage siden i Københavns Lufthavn.

Teorien om, at offeret fra Tingbjerg er tilfældigt udvalgt, vækker uhyggelige mindelser.
- Vi har tidligere set den type skyderier i forbindelse med bandekonflikten, men vi ved endnu ikke, om det også er tilfældet her, siger Hvass.
Skyderiet fredag morgen kommer efter et større slagsmål ved retsbygningen i Glostrup i tirsdags.
Her røg rockere fra Hells Angels-miljøet i totterne på unge fra Tingbjerg i forbindelse med en retssag mod en 25-årig rocker.
62 blev kortvarigt anholdt.
Rockeren er tiltalt for at have skudt den 19-årige Osman Nuri Dogan i august 2008 - et drab, der blev startskuddet til bandekonflikten.

Drabet skete dengang i samme kvarter som skyderiet fredag.
- Det kan ikke udelukkes, at dette skyderi kan have forbindelse til den sag. Det er i hvert en retning, vi efterforsker, siger Knud Hvass.
Den 24-årige sårede mand er erklæret uden for livsfare.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik