Skudoffer tilfreds med dom

Høje-Taastrups viceborgmester Tina Jensen (V) synes, at dommen over de to mænd, der skød mod hendes hus, er i orden. Det skriver Dagbladet Roskilde.

To mænd blev i går dømt for at have affyret 14 skud mod Høje
Taastrups viceborgmester, Tina Jensens (V) hus i december sidste
år. 35-årige Dennis Glashøj blev dømt til fængsel i to år og
fire måneder, mens 22-årige Anders Rasmussen blev dømt til
fængsel i et år og otte måneder.

Og de domme faldt i god jord hos
sagens offer, Tina Jensen, som DAGBLADET mødte foran retten i
Glostrup efter domsafsigelsen. Hun havde fra starten været
indstillet på, at de to mænd muligvis ikke ville blive dømt for
drabsforsøg, som sigtelsen oprindeligt løs på.

- Og jeg tror
egentlig ikke, de havde til hensigt at dræbe mig. Så selv om det
var en voldsom oplevelse, ønsker jeg heller ikke, at de skal
straffes hårdere, end de har fortjent, siger hun og
understreger, at hun ikke hader de to gerningsmænd og ikke bærer
nag.

- I bund og grund er det jo en dybt ulykkelig sag. Der var
ingen grund til, at det skulle komme så langt ud, og det er
frygteligt, at det ender med at påvirke så mange mennesker,
siger Tina Jensen og fortæller, at hun endda har ondt af sagens
yngste hovedperson, den 22-årige Anders Rasmussen.

- Jeg håber,
at han nu har fået et ordentligt chok, der gør, at han aldrig
roder sig ud i sådan noget igen, siger hun.Og det har han,
forsikrer et nærtstående familiemedlem til Anders Rasmussen, som
DAGBLADET talte med efter retssagen.

- Han har rodet sig ud i
noget værre noget, men jeg er helt sikker på, at det er første
og sidste gang, at han har leget med de her drenge. - Han har
fået sig en ordentlig lærestreg, og han har sagt, at han aldrig
mere vil gøre sådan noget. Jeg tror ikke engang, han tør køre
for stærkt nu, siger den tydeligt berørte kvinde, der ikke
ønsker sit navn i avisen.