Skuddrama ved Skodsborg

Mand i blå bil affyrede et skud mod en 19-årig mand ud for kurhotel i Skodsborg.

En dramatisk episode udspillede sig natten til lørdag uden for Skodsborg Kurhotel i Nordsjælland. En 19-årig mand blev ifølge politiet skudt ned foran hotellet.

- Den forurettede opholdt sig foran bygningen, da en blå personbil kommer forbi. Den standser, og en person stiger ud og affyrer et skud med et haglgevær mod manden, fortæller Palle Jørgensen, der er vagtchef hos Nordsjællands Politi.

Den 19-årige blev efterfølgende bragt til Rigshospitalets Traumecenter til behandling. Ifølge vagtchefen er han uden for livsfare og vil blive udskrevet i løbet af lørdagen.

Politiet kan endnu ikke sige noget om, hvilket motiv der ligger bag drive by-skyderiet. Den 19-årige er ifølge Palle Jørgensen ikke kendt som hårdkogt kriminel.

- Vi er i gang med efterforskningen nu, men ellers kan jeg ikke sige yderligere, lyder det fra vagtchefen.

Skyderiet skete kort før klokken to natten til lørdag. Den blå personbil, som gerningsmanden ankom i, er endnu ikke blevet fundet, oplyser vagtchefen.

Den 19-årige mand var ifølge Palle Jørgensen indlogeret på kurhotellet. Politiet anser episoden som et forsøg på manddrab.


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik