00:24

Se flere billeder på localeyes.dk

Skud på Amager: Nu er tre unge mænd sigtet

Tre unge mænd blev sent tirsdag aften anholdt mistænkt for at stå bag skudepisoden på Amager.

Tre unge mænd på henholdsvis 24, 23 og 19 år er natten til onsdag afhørt efter de blev anholdt - mistænkt for at stå bag skyderiet på Amager. Det oplyser central efterforskningsleder ved Københavns Politi Youssef Lharraki til TV 2 Lorry. 

- I løbet af natten har vi afhørt de tre mænd. De er nu sigtet på forsøg på manddrab, siger han.

De tre mænd vil blive fremstillet i grundlovsforhør senere onsdag. 

Mændene blev efter en biljagt  anholdt ved en tankstation i krydset mellem Vallensbækvej og Folemarksvej i Brøndby, vest for København. 

Læs også Skyderi på Amager: En person er ramt - tre er anholdt

20-årigt offer ramt af to skud

Den 20-årige mand, der blev ramt af to skud, blev tirsdag aften kørt til behandling på hospitalet. Ved 22-tiden tirsdag oplyste man, at han var på operationsbordet. Onsdag morgen oplyser Københavns Politi, at han er uden for livsfare.

- Han er stabil. Men han er fortsat på hospitalet. 

Den 20-årige mand har ifølge politiet banderelationer.

Politiet kan på nuværnede tidspunkt ikke oplyse, hvor den unge mand er ramt. 

Læs også Kristine hjalp tilfældigt skudoffer: "Han sagde, han var bange"

Lang række skyderier

Det er kun få dage siden, at der sidst var skyderi i København. Søndag aften blev en tilfældig 39-årig mand ramt af skud i Heimdalsgade på Nørrebro.

København har hen over sommeren været plaget af adskillige skyderier i forbindelse med den verserende bandekonflikt i hovedstaden.