Foto: TV 2 Lorry (arkivbillede)

Skud mod Bandidos-borg i Helsingør

Flere skud affyret mod Bandidos-rockerborg i Helsingør. Det sker efter grimt overfald på 19-årig i Vapnagaard i sidste uge.

Natten til mandag er der blevet affyret to skud mod Bandidos-rockerborgen på Stubbedamsvej i Helsingør.

Det sker mindre end en uge efter, at en 19-årig mand blev tæsket til bevidstløshed af en stor gruppe personer med Bandidos-logoer i boligområdet Vapnagaard i Helsingør.

Den 19-årige har indvandrerbaggrund og er angiveligt medlem af den kriminelle bande Loyal to Familia (LTF). Den 19-årige har angiveligt tætte forbindelser til et højtstående medlem af LTF.

- Vi kan ikke udelukke, at hændelsen er en udløber af konflikten mellem LTF og Bandidos i Vapnagård i sidste uge, lyder det fra Nordsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Efter overfaldet på den 19-årige mand i Vapnagaard i sidste uge, skrev Helsingør Dagblad, at freden mellem Bandidos og Loyal To Familia var slut, og at episoden kunne blive starten på ny rockerkrig.

Ingen blev ramt ved skudepisoden mod Bandidos-rockerborgen natten til mandag.

Området omkring rockerborgen på Stubbedamsvej er mandag formiddag afspærret, mens politiet foretager tekniske undersøgelser.

Politiet har endnu ikke foretaget nogen anholdelser efter skyderiet natten til mandag.