Skubbede og stjal fra 91-årig: Nu skal de spjælde og udvises

Fem bulgarske kvinder har i alt 11 forhold på samvittigheden - her i blandt et tricktyveri mod en 91-årig kvinde i Høje-Taastrup.

Fem bulgarske kvinder er torsdag blevet dømt til mellem 40 og 80 dages fængsel samt efterfølgende udvisning.

Det oplyser anklagerfuldmægtig hos Københavns Vestegns Politi Rebekka Have til TV 2 Lorry.

De fem yngre kvinder skal bag tremmer og udvises, fordi de den 19. maj begik et tricktyveri mod en 91-årig kvinde i Høje-Taastrup.

- I forbindelse med tricktyveriet gik de rundt om den 91-årige, og hun blev skubbet lidt. Det er skærpende, at den 91-årige er en ældre, sårbar kvinde, der er dårligt gående, og at de begår det i forening, siger Rebekka Have til TV 2 Lorry.

Det er dog ikke kun tricktyveriet mod den 91-årige kvinde, de fem bulgarere har på samvittigheden, oplyser den anklagerfuldmægtige.

- Der var 11 forhold i alt. Forholdene er fordelt mellem de fem kvinder, og det er også derfor, de har modtaget forskellige straffe. En af dem er dømt for et andet forsøg på tricktyveri, og der var også et forhold om hæleri af smartphones, siger Rebekka Have til TV 2 Lorry.

Når de fem bulgarske kvinder er færdige med deres respektive fængselsstraffe, skal de alle udvises med indrejseforbud i seks år. 

Tre af kvinderne var efter tricktyveriet i Høje-Taastrup efterlyst af politiet. Kvinderne blev i slutningen af maj anholdt af svensk politi, da en tolk genkendte kvinderne, som hun havde set på TV 2 Lorrys hjemmeside, i Malmøs lufthavn. 

Læs også: Rigspolitiets tolk genkendte bulgarske tricktyve i lufthavn

Tricktyveriet mod den 91-årige kvinde fandt sted i en Rema 1000, hvor den 91-årige blev passet op af de fem yngre kvinder, som omringede hende og skubbede til hende. Den ældre dame opdagede kort efter, at hendes pung var væk. 

 


Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik

Oversigt

Seneste nyt

    Overblik

    Overblik