Foto: Ditte Nielsen/Privat

Skraldet flyder i Albertslund: Har ventet en måned

Den nye affaldsordning har betydet, at flere borgere oplever, at affaldet ikke hentes. Kommunen og Vestforbrænding erkender problemer.

Flere gange har enkelte borgere i Albertslund oplevet, at deres skraldespand ikke bliver tømt. Det selvom alle naboer omkring fik det klaret. Det skete blandt for Ditte Nielsens søster, som nu holder øje med, at skraldemændene gør deres arbejde.

- Hun sidder simpelthen og holder vagt ved døren for at se, hvornår de kommer. Så springer hun ud for at få fat i dem og siger ”husk lige at tage mit affald også”, siger Ditte Nielsen til TV2 Lorry.

Overgangen til den nye affaldsordning, som trådte i kraft i november sidste år, har ikke været gnidningsfri. Borgerne i Albertslund har skulle vænne sig til at sortere i otte forskellige kategorier, mens renovationsfirmaet har skulle vænne sig til at hente affald i en ny frekvens.

- Vi vil gerne være med til at sortere. Det er bare en stor opgave, vi har som borgere. Når det så i den anden ende ikke bliver effektueret ordentligt, så kan det godt virke lidt demoraliserende, siger Ditte Nielsen.

Læs også Ulåste skraldebiler udgør terrorrisiko: Nu ændres rutinerne

- Der har været problemer

Bio- og restaffald skal ifølge den nye affaldsordning hentes hver 14. dag, men flere borgere har oplevet, at der går helt op til en måned mellem renovatøren kommer forbi. En af dem er Ditte Nielsens datter, som var nødt til at hænge affaldsposer på ydersiden af skraldespanden.

- Man aner jo snart ikke, hvor man skal gøre af affaldet. For det hober sig jo op. Man har det stående indenfor i spande og poser, og udenfor i ekstra poser. Det er jo ikke særlig lækkert, siger Ditte Nielsen til TV2 Lorry.

Vi har en aftale med Vestforbrænding og renovatøren om, at der skal hentes affald i en vis frekvens, og det skal de leve op til. Jeg er faktisk vred over, at borgerne oplever det her

Leif Pedersen (SF), formand for Miljø- og Byudvalget i Albertslund.

I et fælles svar bragt i Albertslund Posten har Albertslund Kommune og Vestforbrænding indrømmet, at der er uregelmæssigheder i afhentningen ved bestemte boligområder i kommunen. Det vækker nu bekymring i Albertslund Kommunalbestyrelse.

- Vi har en aftale med Vestforbrænding og renovatøren om, at der skal hentes affald i en vis frekvens, og det skal de leve op til. Jeg er faktisk vred over, at borgerne oplever det her, siger formanden for Miljø- og Byudvalget i Albertslund, Leif Pedersen (SF), til TV 2 Lorry.

Læs også Millionunderskud hos affaldsgigant

Aftalen skal revurderes

Siden den nye affaldsordning trådte i kraft har kommunalbestyrelsen og Vestforbrænding også gentagne gange været nødsaget til at justere aftalen om ordningen.

- Vi kigger hele tiden på den her ordning, for den er jo ny og den skal justeres. Det er den blevet løbende og det bliver den selvfølgelig igen. Alle skal på plads, alle skal have hentet til tiden og alle skal kunne forvente, hvornår de får hentet deres affald. Ingen tvivl om det, siger Leif Pedersen.

Men lever Vestforbrænding og renovatøren op til det ansvar de har lige nu?

- Når borgerne kan melde tilbage, at de ikke får hentet affald, som de kan forvente, så lever de ikke op til ansvaret, siger Leif Pedersen til TV 2 Lorry.

Det har i dag ikke været muligt for TV 2 Lorry at få en kommentar fra Vestforbrænding.