Skralder hitter med 'Amagerbordet' - her må du tage mad helt gratis

Hvad der startede som en idé, blev hurtigt en stor succes. Folk valfarter til Amagerbordet, hvor de kan hente gratis madvarer.

Amagerbordet i Kongelunden på Amager er blevet meget populært. Foto: Privatfoto

Hvad gør man som ”amagerkaner”, når man er løbet tør for madvarer? Man kunne gå i supermarkedet, men nogle vælger at gå forbi 'Amagerbordet'.

Amagerbordet er et fysisk bord uden for en adresse ved Kongelunden på Amager, hvor der de sidste tre uger har ligget en masse lækkerier på. Det kan være alt lige fra frugt og grønt til kiks og slik. Og disse lækkerier kan blive dine.

Konceptet er simpelt. Det der ligger på bordet, må du tage – helt gratis.

Jeg synes, det er forkasteligt, at der smides så meget godt mad ud

Daulphin Rodrigues de Almeida

Idéen til Amagerbordet kommer fra Daulphin Rodrigues de Almeida, der er skralder. Han har længe været træt af, hvor meget mad der går til spilde, og derfor fandt han sin egen måde at gå til kamp mod madspild.

- Jeg synes, det er forkasteligt, at der smides så meget godt mad ud, så jeg fik idéen til at sætte mad ud, som folk kunne tage helt gratis. Min nabo synes, det var en god idé og gav mig et bord, vi kunne bruge, og så var projektet sat i gang, siger Daulphin Rodrigues de Almeida til TV 2 Lorry og fortsætter:

- Jeg startede med at sætte nogle kiks, kager og myslibarer ud på bordet, og i løbet af meget kort tid var det hele blevet afhentet. Jeg ved ikke, om det er fordi folk decideret har behov for det her tilbud, men det virker til, at de bliver glade.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Sådan så bordet ud for tre uger siden. Foto: Privatfoto

Selvom Daulphin startede projekt Amagerbordet, så sprang hans kæreste Sidnei Rodrigues de Almeida hurtigt med på projektet, så de sammen kunne gå til kamp mod madspild. Og der gik heller ikke længe før, at Amagerbordet måtte udvides med endnu et bord.

(Artiklen fortsætter efter billedet)

Sådan ser bordet ud nu. Foto: Privatfoto

Hvor kommer maden fra?

Nu tænker du sikkert: Hvor kommer alt den mad fra?

Ifølge Daulphin kommer cirka 90 procent af madvarerne på Amagerbordet fra dagligvarebutikker. Daulphin har nemlig aftaler med et par supermarkeder, om at de sætter en kasse varer ud til ham med mad, som ellers skulle være havnet i containeren.

- Jeg fik den her aftale med nogle butikker, og jeg indså hurtigt, at jeg får udleveret meget mere mad end min husstand kan nå at spise. Jeg fik faktisk så meget, at jeg kunne fodre flere familier, siger Daulphin Rodrigues de Almeida.

Jeg vil gerne selv vurdere, om det er noget, jeg godt kan spise

Daulphin Rodrigues de Almeida

De sidste ti procent af varerne på Amagerbordet kommer fra skraldning. Daulphin har været skralder i omkring to måneder, og han føler, det er hans ret selv at vurdere om en madvare er frisk nok til, at han vil spise den. Det skal en datomærkning ikke bestemme.

- Der er ikke nogen, der skal komme og sige til mig, at det er for gammel. Jeg vil gerne selv vurdere, om det er noget, jeg godt kan spise. Jeg tager selv ansvaret for, at jeg bliver syg, hvis jeg får spist noget dårligt, for så er det mig, der har fejlvurderet varens tilstand, siger Daulphin Rodrigues de Almeida.

Artiklen fortsætter efter billedet

Amagaerbordets ejere Daulphin Rodrigues de Almeida (venstre) og Sidnei Rodrigues de Almeida (Højre). Foto: Privatfoto

For at holde Amagerbordet kørende tager Daulphin og Sidnei ofte afsted hver aften for at hente kasser med madvarer og skralde. Det går der gerne halvanden til to timer med.

Daulphin og Sidnei går dog op i, at det kun er de pæne og friske varer, der havner på Amagerbordet. Derfor bruges der også tid, når de kommer hjem på at sortere madvarerne.

Skraldet mad må ikke gives til andre

Ifølge Fødevarestyrelsen må madvarer, der er skraldet fra butikkers containere ikke gives til andre som fødevarer. Men Daulphin og Sidnei vælger at lægge det, de vurderer, som værende godt og friskt skraldemad ud på Amagerbordet alligevel. Velvidende at det er ulovligt.

Hvis det ikke er noget for dig, så lad det ligge

Daulphin Rodrigues de Almeida

De mener nemlig, at folk fortjener at få valget.

- Dem der kommer og tager maden, skal bruge deres sunde fornuft. Hvis det ikke er noget for dig, så lad det ligge. Det er fuldstændig ligesom, når man går i butikkerne og kigger på tomater. Her løfter man ofte også flere bakker for at tjekke, at de er i orden. Det er ikke anerledes her. Jeg tvinger ikke nogen til at tage maden på Amagerbordet, men folk har muligheden for at standse op, kigge på maden og dufte til den, siger Daulphin Rodrigues de Almeida.

- Jeg har faktisk overvejet at lave et skilt, hvor der står, at noget af maden er skraldemad. Men jeg synes, vi skal stole på folks egen dømmekraft. Hvis vi er nødt til at sætte skilte op for sådan noget, så er vi blevet et curlingfolk. I sådan en situation synes jeg, at man skal kunne tænke selv, siger han.

Amagerbordet er et hit

Ulovligheder eller ej, så er mange mennesker ikke bange for at tage madvarer fra Amagerbordet med hjem. Faktisk er bordet blevet så populært, at Daulphin og Sidnei må fylde de to borde op 4-5 gange dagligt for at kunne følge med.

Det er fuldstændig overvældende, at vores bord får så meget opmærksomhed

Daulphin Rodrigues de Almeida

- Det er fuldstændig overvældende, at vores bord får så meget opmærksomhed både på sociale medier og ved selve bordet. I starten skulle folk lige lure konceptet an, men derefter har 95 procent været positiv respons. Mange skriver til os, at de ville ønske, at de boede tættere på, siger han.

Bordet er faktisk blevet så populært, og efterspørgslen på de gratis varer så stor, at folk sågar banker på Daulphin og Sidneis dør for at høre, om der er flere varer. Selvom den slags ikke just huer Daulphin, så er han alligevel glad for folks iver.

Selvom der umiddelbart kan være mange gode grunde til at give gratis mad væk, så har Amagerbordet et hovedformål.

- Mange, der begynder at give ting ud gratis, har et mål om, at det skal gå til fattige, men selvom det gør mig glad at tænke på, at det kan komme folk uden de store midler til gavn, så er det ikke målet her.

- Målet er at undgå madspild, og hvis jeg som menig menneske kan gøre en lille forskel, er jeg glad, siger Daulphin Rodrigues de Almeida.

Amagerbordet har faktisk inspireret andre til også at give ting væk. Daulphin har fået flere henvendelser fra folk, som ønsker at lægge ting på Amagerbordet ligesom, at en lokal blomsterhandler har spurgt, om hun må stille blomster ved Amagerbordet.

På Amagerbordet kan du altså være heldig både at finde mad, ting og blomster nu.

Den konkrete adresse er Daulphin ikke helt glad for at oplyse, da bordets ejere ønsker, at Amagerbordet skal være en lokal oplevelse og ikke en landskendt attraktion. Så hvis du vil finde bordet, må du op på cyklen og tage en tur rundt ved Kongelunden på Amager.

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og bliv dagligt opdateret

Læs vores privatlivspolitik