Skraldekonflikt breder sig

Sympatierklæringer og ditto strejker følger nu i kølvandet på skraldekonflikten fra Københavns Vestegn, hvor 50 skraldemænd er blevet fyret fra firmaet HCS.

Mandag morgen mødtes skraldemænd over hele landet for at
diskutere, hvordan man skal reagere på den skraldekonflikt, der
har skabt skraldekaos i Glostrup, Ballerup, Hvidovre og
Gladsaxe.
Gennem tre uger har skraldemændene ligget i konflikt med deres
arbejdsgiver HCS, hvilket blandt andet kom til udtryk ved
uafhentet skrald, og tirsdag i sidste uge blev de 50 skraldemænd
så fyret.
Skraldekonflikten er nu begyndt at brede sig til resten af
landet og de nærmeste kolleger fra renovationsfirmaet R98, der
kører i København og på Frederiksberg, meddelte mandag morgen,
at de nu strejker i sympati med de 50 fyrede kolleger fra
vestegnen.
Skraldemænd fra Randers, Aalborg, Odense og Århus har på
møderne besluttet at følge situationen, men de kører fortsat.
- Vi har fuld sympati, men vi mener ikke, at vi kan gøre så
meget til eller fra lige nu. Vi afventer derfor situationen,
siger tillidsmand for skraldemændene i Odense, Carl Anker
Hjortshøj.
Talsmanden for de 50 fyrede skraldemænd, Ronnie Larsen, har
noteret sig opbakningen fra hele landet. Han varmer sig især
ved, at de københavnske kolleger følger trop med strejken.
- Det er en kæmpe opbakning for os, at der er nogen, som
markerer, at det her er værd at kæmpe for, siger han ude fra
Vestforbrænding, hvor de fyrede skraldemænd blokerer indgangen
for skraldebiler, der har overtaget deres arbejde.
- Det er forargeligt, at HCS vil fyre 50 mænd uden en dialog
for så bagefter at lade sig suspendere og i stedet lade to
underleverandørerne køre. På den måde er det stadig HCS, der har
opgaven, siger han.
Vestegnens Politi mærker også optrapningen af konflikten.
Siden onsdag i sidste uge har de sørger for at bane vejen for de
skraldebiler, der er sat ind i stedet for de fyrede skraldemænd.

- Tonen bliver mere og mere skærpet. men indtil nu har vi
kunne undgå fysisk konfrontation, siger Brian Larsen, der dog
frygter, at situationen kan eksplodere.
- Vi oplever, at vi skal lægge mere vægt bag vores ord, og vi
er bange for, at skraldemændene snart gerne vil have nogle andre
billeder i kameraerne. Vi vil selvfølgelig gerne undgå at blive
brugt som løftestang i denne konflikt, og derfor håber vi, at
parterne kan nå til enighed ved dialog, uddyber vagtchefen.
Senest har skraldemændene lagt jernbanesveller over vejbanen
ved Vestforbrænding, og de fyrede skraldemænd har tænkt sig at
fortsætte deres blokeringer.
Skraldemændene strejkede oprindeligt, fordi de mente, at deres
arbejdsforhold var uholdbare, og fordi de manglede tillid til
ledelsen i HCS. Forrige tirsdag blev de strejkende skraldemænd
stillet over for det ultimatum, at enten genoptog de arbejdet,
eller også havde de fyret sig selv. Skraldemændene valgte ikke
at gå i arbejde.
/ritzau/