Foto: TV 2 Lorry

Skrald på tværs af kommuner

Vestforbrænding og fem kommuner samler og ensarter affaldssystemerne i én aftale de næste fem år. Det gælder blandt andet Albertslund, Ishøj og Vallensbæk.

Fra juni 2016 får borgerne gradvist et nyt og forbedret affaldssystem, hvor der indsamles op til fem genanvendelige affaldstyper til gavn for miljøet. Det sker for at nå den nationale ressourcestrategis mål om at genanvende mindst 50 % af husholdningsaffaldet inden 2022. Det skriver avisen Vestegnen.

Og det bliver et privat vognmandsfirma, der skal køre skrald på tværs af alle fem kommuner.

- Det viser sig, at vores fælles udbud "Indsamling På Tværs" giver mening i forhold til at kommunerne får gode priser på tømning af affaldet hos borgerne. Fordi M. Larsen nu kan planlægge kørselsruterne mere hensigtsmæssigt og køre på tværs af kommunegrænser, har vi fået nogle meget attraktive priser, siger Yvonne Amskov, chef for kommuneservice på Vestforbrænding.

I følge Yvonne Amskov får alle kommuner stordriftfordele og en høj grad af service med den nye ordning.